Da jeg fik at vide, at også Theo ville blive en dejlig dreng, var lilla absolut den sidste farve, jeg tænkte på. Længe har gul været Noams favorit farve, men det er der en simpel forklaring på. Nede i dagplejen har børnene hver sin farve. Det er den farve, der går igen på deres kasse i hver deres garderobeskab, det er den farve, de skal gå efter, hvis de er tørstige og vil tage en kop på bordet med vand. Det er den farve, der viser, hvilken tallerken der er hvis osv. Og som den snu læser, du er, er Noams farve rigtig nok gul.  Det er det fortsat, men pludselig skiftede han yndlingsfarve. Han har fuldstændig styr på det...

I takt med at Noams juniorværelse er ved at være så godt som færdigt, er han seng nu også udvidet til en juniorseng. Pludselig går det meget stærkt med ham, og det er altså virkelig ambivalent at se ham ligge der i den store seng. Vores lille dreng er ved at være en knap så lille dreng ?? Egentlig ville jeg have vist jer Noams Sebra seng som juniorseng – og det skal I såmænd nok også have lov til at se. Men lige siden vi fik Theos Leander seng indad døren, har jeg fortrudt Sebra sengen på så mange måder. Jeg elsker bare simpelthen i Leanders, de fine, bløde detaljer og rundingerne. Heldigt for mig er Heine enig –...

Jeg spurgte blot ganske uskyldigt, en dag vi var i IKEA, om jeg måtte få et smil.. .. Og det var så sidste gang, jeg gjorde det 😉 skønne dreng!

Jeg beklager, at jeg trækker vinderen så sent – især fordi jeg i forvejen fik overskredet det ellers planlagte tidspunkt.  Jeg kan godt mærke, at jeg lige skal i gang med studierne igen. I år har jeg 3 meget læsetunge fag, det ene endda som selvstudie, idet jeg befinder mig et underligt sted mellem den nye og gamle læreruddannelse. Der er ingen tvivl om, at jeg lige skal vænne mig til, at aftenerne er fuldstændigt optaget af diverse lektier.. Nåh ja og putningen af to drenge, der vil alt andet end at sove.  Derudover har min mælkeproduktion endnu ikke tilpasset sig til, at Theo ind i mellem tager nogle lange, ufrivillige pauser fra amning. Det skyldtes så nok især, fordi...

Jeg tror nogle gange, at vi er faldet i den klassiske fælde.. I kender den: far skælder ud, mor trøster – groft sagt naturligvis. For på mange måder er Heine favoritten, og det er såmænd heller ikke, fordi vi skælder ud på den der gammeldags, traditionelle facon, hvor man råber og skriger, peger fingre og smider barnet ind på værelset.  Men det er klart, at vi gør nogle ting på hver vores måde, og det er klart, at vi ikke altid er enige i hinandens måde at gøre tingene på. Her er Heine ret god, for han tager den som regel med mig om aftenen, når børnene sover. Og det kunne jeg bestemt lære noget af. Men i kampens hede...