
indlægget indeholder reklame I dag bliver jeg 29 år. 29. Det er jeg slet ikke lige klar på. Jeg mærker 30 års alderen puste mig i nakken. 30 år er lidt min panikalder. Jeg har det fint her i 20’erne, dér vil jeg gerne blive. Jeg havde det endnu bedre midt i 20’erne, nu er jeg i den absolut sidste del, og jeg er ikke klar til at sige farvel til det. Når man bliver 30, er man ligesom voksen. Man skal have styr på sit shit. Og det har jeg jo egentlig også, hvorfor jeg overhovedet ikke forstår, at jeg panikker. Jeg har en ægtemand, der elsker mig, jeg har 3 sunde, smukke og raske drengebørn, jeg har et...