It takes a village

Lørdag efter fødselsdag hos min lillebror blev jeg pludselig meget dårlig. Søndag vågnede jeg op uden stemme, men til gengæld med hoste og svimmelhed. I går var endnu værre. Og som enhver anden ønskede jeg bare at kaste mig på sofaen under dynen og sove sygdommen væk. Men som mor til tre, ammende og med en mand med døgnvagter er det bare slet ikke muligt. Det må seriøst være noget nær jordens dårligste kombi, når man er syg.

Heldigvis slog mine svigerforældre til. De hentede Noam og Theo efter skole, så jeg slap for den lange cykeltur med Atlas. Og så beholdt de dem i øvrigt fuldstændig uselvisk indtil sengetid. Tilbage stod jeg altså kun med Atlas, som heldigvis lod mig sove nogle gode lure med ham. Men det er stadig ikke helt det samme, vel? At sove 1,5-2 timer med en baby suttende på ens bryst med 4-5 timers mellemrum. Det er ikke just sådan, man bekæmper sygdom bedst. Sådan er det at have en baby: så passer sygdom bare slet ikke ind i billedet. Og da slet ikke hvis man ammer og baby i øvrigt ikke rigtigt gider spise derudover.

Tilbage i januar solgte vi bil nr 2, da dens eneste formål var at fragte fiduserne de 1,5 km til og fra børnehave de to dage om ugen, hvor Kenneth var på døgnvagt. Komplet spild af penge. Så i stedet begyndte de at cykle, mens jeg trillede barnevognen bagved. Nu, hvor vi bor hos mine svigerforældre i 30 dage endnu, er der lige knap 3 km hver vej til og fra børnehave og skole. Derfor har mine svigerforældre faktisk hentet og afleveret drengene de dage, hvor Kenneth ikke har kunnet gøre det grundet arbejde. Men i navngivningsgave fik Atlas en højtønsket cykelstol, således vi nu allesammen cykler. Det betyder godt og vel 12 km for mig de dage, og jeg kan mærke, hvor sundt det er for mig. Både for krop og sind. Det er utroligt rart – og hårdt – at få bevæget kroppen på en helt anden måde, end jeg har gennem henholdvis 9 måneders graviditet og indtil videre 9 måneders barsel. Men det er også sundt for mit sind. At komme ud, få vind i håret og lade tankerne flyve til lyden af bilerne, der drøner forbi os. Eller at være tankeløs. Det er nok nærmest endnu bedre. Bare at være til, mens jeg padler i pedalerne og Atlas bagpå pludrer, observerer og tydeligvis hygger sig.

Sidst, jeg cyklede så mange km dagligt, var, da drengene og jeg boede i Silkeborg. Jeg var enlig mor, lærerstuderende og havde ikke råd til en bil, der skulle fragte mig de 8 km, jeg havde til og fra studiet. Men det gjorde ingenting. Min krop mærkede tydeligt fordelene, og det samme gjorde mit hoved, når jeg jonglerede mellem at være studerende og mor til to så små fiduser. Så jeg har glædet mig til at cykle igen. Denne gang med to knap så små fiduser, men store drenge, der rent faktisk cykler med på hver sin cykel. Det er vildt hyggeligt!

Men modsat dengang er jeg ikke en enmands ø med mine to drenge som beboere. Jeg er ikke alene om børnene, de er ikke mit ansvar alene. De er heller ikke kun mit og min mands ansvar. For med ham fulgte der også en familie, som glædeligt tilbyder sig, som glædeligt tager del i ansvaret og som giver en følelse af et landsbysamfund, hvor alle løfter i flok. Er én mand nede, træder to nye til. Og er ingen mand nede, træder de stadig til.

At flytte til Holstebro og bo lige nær dem er uden tvivl det bedste valg, vi kunne have taget. Især med tre børn, fritidsinteresser og det crazy arbejdsskema, Kenneth pt har og som ikke ændrer sig foreløbig. Hvor intet er fast og struktureret. Det kræver altså noget af en som partner, men det hjælper at vide, at hjælpen kun er 5 minutter væk. En hjælp med så meget varme og hjerterum.