Hvis lillebrøster er en lillesøster

Vi trapper ned..

På det seneste er det blevet en kamp at putte Noam, det er begyndt at tage alt mellem 1-2 timer, uanset om han bliver puttet kl 19, 19.30 eller 20.00. Selve putningen går godt, men i samme øjeblik vi er ude af døren, er han oppe i sengen og tonser rundt, hviner, griner og hygger sig gevaldigt. Det er i sig selv helt okay, men ikke når det tager 2 timer og han ikke sover længere af den grund, men vågner træt op om morgenen, hvor han slavisk står op på slaget 6. 
Vi har derfor snakket frem og tilbage, om det mon nu er ved at være tid til, at Noam kun skal have én lur om dagen og ikke en om formiddagen a 1,5 time samt eftermiddagen a 1,5-2,5 time. Men han har nu egentlig ikke virket spor klar, for formiddagsluren er faktisk kun blevet længere og længere, men det hænger måske meget godt sammen med, at han tager så lang tid om at falde i søvn om aftenen, vågner et utal af gange om natten og står meget tidligt op om morgenen. 
I dag har Noam så været hjemme og for første gang har vi sprunget formiddagsluren over. Han stod troligt op kl 6 og kl 8.30 begyndte han så småt at gnide sig i øjnene. Vi havde en tid til det første tandlægebesøg kl 9, som distraherede ham ganske fint og det var først efter, vi havde kørt en tur i Føtex efter rugbrød, at han begyndte at hænge meget med hovedet. Vi havde planlagt, at vi ville smutte forbi Ønskebørn og kigge på autostol og igen distrahere ham lidt, men netop på vej derhen lidt i 10 faldt han i søvn og hverken kys, kram, aen eller kalden på ham kunne vække ham. Ud tog jeg ham af stolen og han sov videre på min arm, men vi fik da vækket ham, testet og bestilt autostol, hvorefter vi kørte hjem og spiste en tidlig frokost. Vi havde snakket om at putte ham omkring 11.30 og der var han selvfølgelig slet ikke klar til at sove. Det er ufatteligt, hvad 5-10 min powernap kan gøre! 
Han overgav sig selvfølgelig til trætheden og endte med at sove 2,5 time i klapvognen på altanen og da han stod op.. Ja, der var han faktisk stadigvæk træt og lige siden har han været i et lettere pylret og gnavent humør, men vi var forberedte på, at det ville gå sådan og han lige skal vænne sig til den ene lur. Selvom putningen nok ikke bliver meget anderledes i aften, satser vi stærkt på at kunne mærke en forskel både aften og nat om en uges tid. Fingers crossed! 😉

8 kommentarer

  • Det lyder som den helt rigtige beslutning. Bare hold fast. Om en uge eller to kommer der mere balance i det, og jeg håber i kan mærke det ret hurtigt på nattesøvnen..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det tror jeg bestemt også, at det er. Vi kan allerede mærke det om aftenen, hvor det igen ikke tager særlig lang tid, før han har lagt sig til at sove og 1. dag i dagplejen, hvor han skulle skippe luren (2. dag i forsøget med nedtrapningen) sagde vores dagplejer også, at han virkede helt klar til at droppe formiddagsluren, selvom han ellers er begyndt at sove længere og længere tid, så vi holder bestemt fast i, at det er det rigtige at gøre..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi troede egentlig, at vi var ved at skippe formiddagsluren, og Aksels vuggestue var med på den. Men nu har har en uges sygdom sat os tilbage til 0 og vi må vist begynde forfra… men i hans vuggestue har vi aftalt, at de bare giver ham ca. 30 min formiddagslur, hvis han virker sindsygt træt- og så vækker de ham, så han er klar til at sove igen efter frokost. Det har fungeret ok. 🙂 Det er jo lige med at prøve sig frem..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Årh forbandede sygdom.. Det føles som at blive slået hjem i Ludo hver gang 😉 man starter ALTID forfra.. Årh okay så er det nok også bare et spørgsmål om tid, før han heller ikke behøver de 30 min mere 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ååhh power naps! En forældres værste fjende! Håber at det hurtigt lykkes med en ny rytme (:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Bestemt! Og hvorfor filan bliver jeg dog ikke på samme måde frisk af powernaps 😉 ? Tak, det håber jeg bestemt også, men det lader til at gå nemmere end forventet..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja, det er hårdt for dem når de går fra 2 lure til 1, men på et eller andet tidspunkt, så ødelægger den der formiddagslur også mere end den gavner, og så må man tage kampen – suk 😉 Oliver har prøvet at slippe formiddagsluren i et godt stykke tid – han har jo været en del syg, hvor at formiddagsluren var rar. Men nu har vi efterhånden i over en uge kun kørt med middagslur, og det går rigtig fint. Han er dog den første som bliver lagt ud i vuggestuen, da han efter maden, er ret træt 😉

    Håber at Noam hurtigt vænner sig til det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, det må man sige, især med en nat hvor han har været oppe en del gange og i længere tid af gangen og alligevel stået op kl 6 😉 så bliver han bare hurtigt træt. Men vi kan tydeligt mærke, at det er nemmere at putte ham, pludselig er vi nede på omkring 15-20 min om aftenen igen – så det er virkelig skønt! 🙂

      – Noam bliver hentet inden luren fremover, men vores dagplejer var helt enig i, at han virkede klar til at springe formiddagsluren over, til gengæld skælder han ud over, at de andre drenge på samme alder altså skal ud og sove 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis lillebrøster er en lillesøster