Ude godt, men hjemme bedst?

For første gang nogensinde siden Theo blev født, og vi kom hjem fra barselsafsnittet, har drengene tilbragt natten hver sit sted.

Noam har de sidste 3-4 måneder tigget og bedt om at komme hjem til sin mormor og sove. Så sent som i søndags, da vi var i Djurs Sommerland med hende, spurgte han: “Hvorfor må jeg ikke bare komme hjem til dig, mormor?”, så vi aftalte straks, at Noam skulle have en dag hos sin mormor og morfar den kommende tirsdag.

Jeg var bundærligt møg spændt – og nervøs. Noam har kun sovet ude den ene gang, hvor jeg fødte Theo, ellers har han altid været hos enten mig eller Heine. Så jeg tænker, at det er helt naturligt, at jeg var nervøs for, om han nu virkelig også havde mod på at sove ude.

Jeg havde aftalt med min mor, at vi kunne mødes nede i byen efter Noams (forsinkede!) 3 års undersøgelse hos lægen. Hele morgenen havde han været totalt hooked på at skulle hjem til sin mormor – på sådan en virkelig utålmodig, nu-pakker-jeg-altså-tasken facon. Og han blev da også mægtig glad, da han så hende og de sammen udvalgte vingummibamser og skumfiduser til deres film.

Bagefter sagde vi farvel, og netop som Theo og jeg begyndte at gå ned mod toget, satte Theo i et skrig. Det er måske (bla) særligt her, at man ser den enormt store tilknytning hos drengene. Theo var virkelig ikke glad for at efterlade Noam – ligeså lidt som han er, når vi siger farvel til ham i børnehaven om morgenen, og på samme måde havde Noam også spurgt adskillige gange over morgenenmaden, hvorfor han ikke måtte få “sin Theo” med hjem til mormor.

Men ellers gik det skide godt – han har hygget sig helt gevaldigt hos sin mormor! Så meget at han insisterede på, at han skulle sove der 5 gange. Så meget at han var sur over at skulle hjem igen. Så meget at han nægtede at give mig et kram, da han så mig igen, fordi “hans mormor skulle først have”. Så meget at han tiggede og plagede min mor om at blive hos os, når nu han ikke måtte komme med hjem til hende igen. Og så meget at han resten af dagen har været skiftevis sur på mig og grædt og insisteret på, at han altså savner sin mormor.

Og som den stædige 3 årige dreng, han er, er spidermans tasken allerede pakket og gjort klar til næste gang.