At have fødselsdag, når man er blevet mor

indlægget indeholder reklame 

I dag bliver jeg 29 år. 29. Det er jeg slet ikke lige klar på. Jeg mærker 30 års alderen puste mig i nakken. 30 år er lidt min panikalder. Jeg har det fint her i 20’erne, dér vil jeg gerne blive. Jeg havde det endnu bedre midt i 20’erne, nu er jeg i den absolut sidste del, og jeg er ikke klar til at sige farvel til det. Når man bliver 30, er man ligesom voksen. Man skal have styr på sit shit. Og det har jeg jo egentlig også, hvorfor jeg overhovedet ikke forstår, at jeg panikker. Jeg har en ægtemand, der elsker mig, jeg har 3 sunde, smukke og raske drengebørn, jeg har et hus, vi selv har bygget og om lidt har jeg foruden min læreruddannelse også en flot kandidat med i rygsækken. Så der er i virkeligheden intet at panikke over. Jeg synes bare, at 30 lyder gammelt. No offence, hvis du har rundet dét hjørne, men har du netop det, kan du måske også sagtens relatere til mine følelser.

Anyway.. Jeg har fødselsdag i dag, og jeg blev selvfølgelig både vækket af syngende børn med flag i hånden, morgenbord og gaver. The whole nine yards. Og det var da virkelig hyggeligt at tage et pusterum midt i de ofte hektiske morgener, trække vejret og snakke sammen. Inden det så altså gik los igen. Hverdagen kan nemt føles som lidt af et hjul, der mest af alt bare skal køre rundt. Sådan føltes det i hvert fald lige for tiden i vores hverdagsliv. Man kan godt mærke, at vi er fuldt ud optaget af 3 små drengebørn, dertilhørende møder på både skole og børnehave, arrangementer og den ene legeaftale efter den anden, et fuldtidsarbejde med skæve arbejdstider og en mand med fodbold og fitness ved siden af, som der også skal skabes plads til foruden mit speciale, som fylder utroligt meget mentalt de fleste timer i døgnet. Og så er der selvfølgelig lige hjemmebarnet oveni hatten, som jongleres rundt i mellem os. Det fungerer meget godt, det er slet ikke det, men jeg er en anelse presset over, hvordan man overhovedet finder tid til vasketøj og rengøring, når begge forældre arbejder i en småbørnsfamilie. It is not gonna happen. Det er svært nok bare at nå det nu. Men det har bloggen uden tvivl lidt under. Den har været absolut mindste prioritet, selvom jeg har mange ting, jeg utroligt gerne vil dele med jer. Feks er jeg i gang med et ammestop med Atlas, som jeg gerne vil fortælle mere om. Og så er der jo også alt det med de mange veganske opskrifter, der bliver efterspurgt, men som jeg er utrolig dårlig til at få skrevet ned og udgivet. Jeg prøver at blive bedre.

At have fødselsdag betyder i grunden ikke så meget for mig mere. Andet end at tallet efterhånden medfører det ene alderstegn efter det andet. Jeg er ikke fan. Jeg har tydeligt kun ønsket mig gavekort og penge, så jeg kan få forkælet min snart 30-årige hud. Den hungrer efter det. Jeg har altid bare brugt en billig, uden-noget-som-helst-i creme fra apoteket. Men jeg kan godt mærke, at det ikke er nok længere. Der skal mere til. Eller også er det bare panikken i mig, der taler. Men jovist kan jeg godt lide at hygge med familien og jovist er det fedt at få gaver i stedet for altid at bruge alle sine penge på de tre fiduser, som man jo gør. Men at have fødselsdag betyder ikke så meget for mig mere. Det er ikke noget, jeg ser frem til med spænding. Modsat er jeg heller ikke direkte ked af det, hvis man ser bort fra det der tal. Jeg er mere sådan lidt wah-wah ligeglad.

Noam har fødselsdag 5 dage før mig, så de sidste 7 år har jeg tilbragt min dag med ham. Vi har slået vores fødselsdag sammen alle år, og fokus for mig har derfor altid været på ham. Jeg tænker sjældent over gaver og ønsker, når dagen nærmer sig. Det husker familien mig på 😉 Men fokus har altid været ham. Jeg er utrolig sentimental, når det kommer til deres fødselsdage. Jeg kigger på uret og mindes, hvor langt jeg var i fødslen for x antal år siden, og jeg kysser og krammer børnene ekstra meget på det klokkeslæt, de er født. I år var første år nogensinde, hvor jeg ikke tilbragte hele Noams fødselsdag med ham. I år var han skolebarn, og så har man altså ikke fri på samme måde, som når man går i dagpleje eller børnehave. Men han har heldigvis tidligt fri, så vi tilbragte alligevel det meste af dagen sammen.

Min pointe var egentlig også bare, at det er spøjst, hvordan noget kan ændre sig i en, når man bliver forældre. Hvordan man kan være så opslugt af minimenneskernes fødselsdage, men være komplet ligeglad med sin egen. For mig er det bare en helt almindelig hverdag. Sådan vil jeg absolut ikke have, at drengene føler om deres fødselsdage. Spøjst ik? Og det er jo ikke, fordi jeg glemmer mig selv. Jovist tilsidesætter man sig selv i mere eller mindre grad som forældre, men man når også til en alder i børnenes liv og til et sted, hvor det er knap så meget nødvendigt. Så jeg har ikke glemt mig selv, jeg kan også godt være egoistisk og gå op i mine egne behov. Min fødselsdag er bare ikke lige en af dem. Måske til næste år, hvor the big 3 0 is happening. Måske det vil hjælpe overgangen lidt bedre, hvis det er med champagne i hånden og veninderne ved siden af.

 

Ps. Et godt bud på en fantastisk fødselsdagsgave til den sentimentale mor kunne være disse skønne halskæder (reklame) fra Jane Kønig med børnenes initialer ❤️