I samråd med min jordemoder valgte jeg at blive på barselsafsnittet med Theo, indtil amn
Se næste indlæg >
“Store dreng” seng
Kort inden Theo blev født, oplevede vi pludselig en drastisk vending i putte rutinerne. Siden vi indførte dem, da Noam var 3-4 måneder, har vi selvfølgelig haft nogle trælse og lange aftener – ingen regler uden undtagelser – men primært har det været rigtig nemt at putte Noam og en virkelig hyggelig stund.
Men så kom vi desværre ind i en periode, hvor Noam skreg og græd og var helt og aldeles ulykkelig bare, vi sagde “godnat”. I takt med at vi nærmede os værelset, blev det kun værre og værre, og Noam var slet ikke til at trøste. Som en del af rutinen har vi altid sunget “Solen er så rød, mor”, mens han ligger i sengen, men pludselig ville han kun være oppe i armene imens, og når vi forsøgte at lægge ham i seng, blev han virkelig, virkelig ked af det. Og så måtte vi ellers starte forfra, indtil han gik omkuld i vores arme.
Det var bestemt ikke sjovt for nogen af os, og vi besluttede os derfor for at prøve noget helt nyt og drastisk.
Noam er godt nok kun 1½ år, men vi håbede, at det måske kunne gøre en forskel, hvis han ikke følte sig indespærret – hvis altså problemet lå dér.
Og det gjorde det da også. Faktisk gik det skide godt med at putte ham, og den der “renden frem og tilbage”-fest, vi frygtede, oplevede vi intet af… I halvanden uge! Den første halvanden uges tid gik han ikke engang ud ad sengen om morgenen, men kaldte blot på os, indtil vi sagde, at han altså bare kunne stige ud. Og for pokker, hvor var det en oplevelse, jeg havde glædet mig til: at høre de små fodtrin hen over gulvet og Noam, der titter frem i døråbningen med dynen i den ene hånd og Malthe-mus i den anden. Ganske simpelt fantastisk!
Men så skete der et eller andet, og her befinder vi os nu: 15 min inden sengetid får Noam nattøj på og børstet tænder, bagefter sidder vi inde i stuen og læser en godnathistorie efter Noams valg. Så får han lidt vand at drikke, kysser os alle godnat og får den sædvanlige “jeg elsker dig, sov godt, vi ses i morgen, godnat”, hvorefter han bliver puttet – med eller uden godnatsang. Og der ligger han så, puttet under dynen med alle yndlingsbamserne i ganske kort tid, inden “renden frem og tilbage”-helvedet begynder. Nogle gange lister han helt ind i stuen, hvor han pænt står og siger: “hej!”, andre gange gemmer han sig i krogene på værelset, sidder i dørkarmen, løber ind i vores seng eller ganske simpelt tømmer sin egen seng for, ja alt!
Putningen tager nu gerne en times tid og alle vores sidste kræfter, og om morgenen har vi naturligvis en træt dreng. Uden tvivl at det er hårdt at være blevet storebror, det mærker vores dagplejer også på ham, og det er faktisk også først efter Theos ankomst, at Noam er begyndt at sove nogenlunde igennem. Men at han først sover mellem 20 og 21, gør ham altså også træt. Men han kan simpelthen ikke finde ro, og uanset hvor kedeligt vi gør det, når han endnu engang skal følges i seng og puttes, er det det samme, vi oplever hver aften.
Vi kan selvfølgelig ikke putte tremmerne på igen, nu har han jo fået sin “store dreng” seng, så vi befinder os nu der, hvor vi faktisk er nødt til at sidde inde ved ham, når han efter 45 minutters renderi stadig ikke sover. Det er i sig selv højst sandsynligt en rigtig dårlig vane, men i det mindste er han hverken ked af det, skriger eller græder. Og så må vi blot minde os om, at det – forhåbentlig – bare er en fase.
Hmm… vi satte gitter for datterens dør så hun ikke kunne komme ud af værelset… nu render hun rundt og leger, og kravler i seng når hun er træt… det er ikke optimalt, men hun græder da i det mindste ikke… Og langt de fleste aftener lægger hun sig bare til at sove med det samme…