Når alting spidser til

Nogle dage er bare bedre end andre. Sådan er det vel altid. Men lige for tiden oplever jeg godt nok en del modstand, syntes jeg. Som feks da jeg i eftermiddags faldt hele vejen nedad trappen med Theo på armen. Han fik et chok, jeg fik et chok, vi græd begge, Noam kom løbende for at trøste, og jeg har efterfølgende haft så vanvittigt ondt efter faldet, at jeg hverken kan gå, stå eller sidde. Sådan en dag ville man ønske, at man var to. Det er sådanne dage, hvor man mangler en at støtte sig opad, sin klippe, trøstende ord og omfavnede arme. Det er sådan dage, hvor man ikke kunne føle sig mere alene. Dage, hvor man føler, at man drukner, og der er ingen til at hive en op.

Det er også sådan en dag, hvor jeg atter natten op til har ligget søvnløs i 2 timer i streg, fordi Theo nægter at sove videre pludseligt. Det er selvsamme dag, hvor jeg kom alt for sent ud ad døren, bestod en praktikrapporteksamen, men ikke med overvældende positiv respons. Det er sådan en dag, hvor det går op for mig, at den uåbnede mælk er blevet for gammel, og hvor jeg på udfordrende vis må forklare min 2 årige, at der altså ikke er mere, så han må nøjes med havregrød. Det er også sådan en dag, hvor den selvsamme 2 årige er så brugt ovenpå indkøring i børnehaven, at han konstant lader den mindste modgang gå udover sin lillebror. Det er typisk nok også sådan en dag, hvor lillebroderen har sovet så dårligt til middag, at han endnu engang bruger hele eftermiddagen på min arm. Det er sådan en dag, hvor jeg kraftigt overvejer, om det er muligt at smide børnene tidligt i seng, og hvor jeg ved, at jeg følger direkte trop. Og så er det disse dage, hvor fjernsynet er lidt for meget tændt, og hvor havregrød til aftensmad pludselig virker enormt fristende.

Forhåbentlig bliver i morgen en dag, hvor jeg ikke har lyst til at begrave mig ned i et dybt, sort hul! I det mindste er chancerne, for at det kun kan blive bedre herfra, ret store!