Undskyld, at jeg atter forsømmer bloggen. Det er altså ikke, fordi hverken I eller den
Se næste indlæg >
One down, many to go
Tirsdag eftermiddag fik min praktikgruppe endelig tildelt en skole – og så endda en klasse på en specialskole med kun en håndfuld elever – alle med autisme. Jeg glæder mig helt vanvittigt. Det var først og fremmest en kæmpe lettelse at finde en skole, der havde plads, tid, overskud og lyst til at tage os ind. Men jeg er virkelig spændt på at skulle arbejde med de elever. Jeg aner overhovedet ikke, hvad jeg kan forvente, men jeg har virkelig mod på det.
Så langt så godt. Det er omsider krydset af den uendelig lange liste, og nu er der blot travlt med en masse forberedelse dertil samt nogle deadlines, som vi nærmer os med hastige skridt.
I mellemtiden var vi lige ude forbi ‘vores hus’, som Noam så fint kalder det. Han er fuldstændig med på flytningen og har virkelig overrasket os. Vi har valgt at besøge det jævnligt, så han er med i processen, og det har gjort, at han nærmest ikke snakker om andet. Dagligt spørger han, om vi skal derud, om det snart er færdigt og så fortæller han ellers lystigt om de legesager, han gerne vil have med derud. Nåh ja – og så Theo. Ham må vi endelig ikke glemme! Herhjemme har vi nu fået pakket de første 5 flyttekasser, og Noam har lystigt hjulpet til med dem alle sammen. At han har knap så stor en forståelse for, at mors skrøbelige pyntegenstande ikke bare skal kaste ned i kassen oveni de andre ting, er en helt anden side af sagen. Men han går rundt og hjælper med at finde ting, mens han nikkende spørger, om også det skal med.
Hver 14. dag skal der stå et hus færdigt. Vores er dermed nr 2. Men i tirsdags meddelte håndværkerne lige, at de højst sandsynligt ikke når den første deadline på nabohuset, og det beroliger ikke spor mig! For sæt nu, hvis det betyder, at det hele bliver rykket, og vores heller ikke når at blive klar. Vores lejlighed er nemlig allerede udlejet igen, og det betyder, at vi altså skal være flyttet og ude herfra d. 6. oktober. Det giver virkelig ikke ret lang tid til forsinkelse.
I mellemtiden skal I da lige have lov til at se byggeriet. Det går fremad – det er tydeligt at se, og der er mange mennesker på. Men.. Det stråler ikke ligefrem af at være indflytningsklart 😉
Haven er vel på størrelse med et frimærke, men ikke desto mindre et frimærke med græs. Og det er trods alt hele ideen med flytningen.
Selvom vi pakker, snakker om huset, planlægger, køber ind og jævnligt besøger huset, virker hele flytningen så surrealistisk og fjern. Måske fordi det skete ret spontant og hurtigt. Vi ledte ikke ligefrem efter noget nyt at bo i, faktisk snakkede vi ikke engang om at flytte, og jeg var forberedt på, at vi skulle bo her i lejligheden, indtil vi engang kunne købe noget. Det er selvfølgelig skide fedt, at vi omsider får græs mellem tæerne igen, og jeg slipper for at slæbe barnevognen op og ned ad trapperne. Men det virker alligevel så underligt, at vi faktisk skal flytte.
Kan godt forstå hvis du stresser lidt over det. Da vi flyttede fra lejlighed til lejet hus, var renoveringen i gang til dagen før vi flyttede ind. Men de nåede det!
Håber det er ligesådan i jeres tilfælde – og jeg håber også mavefornemmelsen er helt rigtig, selvom det er gået hurtigt med beslutningen 🙂
Kh. Jeanette