I er ikke glemt!

Studiestart har uden tvivl taget hårdt på mig, jeg er dødtræt morgen, middag og aften. At Theo så stadig vil ammes 2-3 gange i løbet af en nat gør det selvfølgelig ikke spor bedre, men jeg har vitterligt ikke overskuddet til at tage den kamp lige nu. 

Der foregår rigtig meget de her dage, både studiemæssigt men også på hjemmefronten, og jeg bakser faktisk rundt med en del ting, som jeg godt kunne tænke mig at invitere jer med ind i så at sige. Alt det skal jeg nok komme ind på – der skal bare lige være tid til det hele. 

Studiemæssigt har jeg to ret tunge fag i år med en del, der skal læses, foruden yderligere et fag, som jeg er nødt til at tage som selvstudie, fordi det ikke længere eksisterer på den nye læreruddannelse. Men derudover har jeg været nødt til at splitte op med min ellers planlagte praktikpartner, da hun i forbindelse med graviditet havde nogle helt andre deadlines. I stedet er jeg kommet med to andre fra min klasse i praktik, men her mandag aften er vi endnu ikke helt sikre på, om vi overhovedet har en skole at tage praktikken på, og med en forpraktik, der starter nu på torsdag, har jeg altså en smule stress. 

Herhjemme burde vi ligge begravet i flyttekasser med den kommende flytning om under 3 uger, men vi er ikke så meget som begyndt endnu, fordi der bare har været så meget andet, der har optaget os. Til gengæld har jeg gjort mig en masse gode køb og har en masse projekter i vente til vores kommende hjem, som jeg glæder mig til at vise jer. Huset i sig selv er også lidt af en stress-faktor, for der mangler virkelig meget, før det er færdigt. Som i virkelig meget. Der er endnu ikke gulve nogle steder, vægge og lofte er fuldstændig rå, og ja.. Nærmest alt mangler. Lejligheden her er allerede udlejet til den næste familie, så der er ingen mulighed for at udskyde flytningen. Men mon ikke håndværkerne har helt styr på det – det giver bare en del dårlige nerver for mit planlægger-hjerte. 

Og så er der jo mine to drenge – tre, hvis vi tæller Heine med, som alle skal passes og plejes. Heine og Theo hygger sig gevaldigt herhjemme, men jeg savner vanvittigt meget at have alt den tid med både Noam og Theo, og at jeg er så træt om eftermiddagen, gør det altså ikke spor bedre. Jeg ønsker masser af tid og overskud! 

Noam er blevet en rigtig 2årig, der fyrer den ene mening og sætning af efter den anden. Med Heine hjemme er det desværre min tjans at aflevere Noam om morgenen, og jeg gør virkelig alt i min magt for at gøre det til en hyggelig oplevelse. Men når han på bagsædet på vej derned konsekvent siger “Nej!” til alt, hvad jeg foreslår og spørger ham om, om han skal lave i dag, er det altså ikke nemt. At det så er efterfulgt af en gentagende “Noam lege hjemme (ved) far” sætning, gør det ikke spor bedre. Og som prikken over i’et endte hele seancen her til morgen med en fuldstændig grådkvalt, skrigende, rød-i-hovedet-af-ulykkelighed dreng. For pokker! Her står jeg fandeme igen halvandet år senere med et knust hjerte, en lukket dør og bag den dør en skrigende dreng, der græder og græder og kalder på sin mor. Det kan da ikke passe?! Jeg ved, at Noam hygger sig enormt meget nede ved Kirsten. Han gider bare ikke derned. 

Theo udvikler sig med lynets hast, og selvfølgelig har han i dag for allerførste gang nogensinde stået helt selv i intet mindre end 14 sekunder – for hvorfor dog starte i det små – mens moderen naturligvis har været i skole! Det var tilgengæld en meget stolt far, der stod i døren og fortalte, hvordan han havde talt hvert sekund, mens Theo bare havde stået noget så fint! Øv! 

Det var egentlig meningen, at jeg bare hurtigt ville komme med en Update, for egentlig burde jeg havde sovet for.. Ja, 3 år siden! Og jeg håber da heller ikke, at I helt har mistet interessen trods den nærmest ikke-eksisterende aktivitet fra min side. Der er ingen tvivl om, at jeg lige skal have fundet min rutine i et studie, to børn: hjemmebarn og knap-nok-dagplejebarn, hjemmestuderende mand og en flytning, der bare hurtigst muligt skal overstås, så vi for alvor kan komme i gang med en hverdag, hvor jeg ikke føler, at jeg løber med panden mod muren. Men jeg hænger i, og jeg håber, at I gør det samme.