Drengelopper

– Ramt af drenge

”Hvad hvis de andre siger ad?”

apr
18

Noam er nået til en alder, hvor det betyder rigtig meget for ham, hvad andre tænker og siger. Det fylder pludselig for ham. Sidste år havde han, ifølge lægen, en kraftig reaktion på et insektbid. Hans øje var fuldstændig hævet op, og han var virkelig nervøs for at komme i børnehave. For måske de andre ville grine af ham. Det gjorde ingen, men han havde ikke lyst til at snakke om det, når de spurgte ham, hvad der var sket og allerhelst ville han bare blive hjemme, indtil hævelsen var væk.

Jeg ved ikke, om det er naturligt, når man når 5-6 års alderen, at man bliver så selvbevidst og ikke mindst bevidst om alle andre, at deres mening pludselig fylder meget. Og i nogle tilfælde alt alt for meget. Det er svært, og jeg kommer helt sikkert til kort. Ligesom jeg gjorde i dag.

Noam elsker avokado. Han sluprer det i sig og kan slet ikke få nok. Faktisk er det kun majs og tomater, han ikke kan lide af grøntsager. Men lige nøjagtig avokado må være en af favoritterne. Men fra den ene dag til den anden er Noam begyndt at spise mindre og mindre af sin madpakke. På en almindelig dag rører han efterhånden minimalt indholdet, men kaster sig så over det med det samme, han er hjemme igen. Og typisk er han generelt meget sulten, indtil aftensmaden serveres. Vi har talt meget om det og haft svært ved at gennemskue, hvad der egentlig er på spil. Så i dag valgte jeg gøre madpakken ekstra lækker.

Noam er med på indholdet af madpakken. Han bliver hørt i sine ønsker, og der er masser af muligheder for sunde, varierede snacks hver dag. Typisk har han en rest af gårsdagens aftensmad med, en bolle, müslibar, grøntsagsstave og nødder med ved siden af 3 halve rugbrødsmadder, hvor hummus, hjemmelavet vegansk postej, kartoffel og mørk pålægschokolade er det mest efterspurgte.

Men i dag tog jeg en frisk, lækker avokado og moste den med citron, urtesalt og peber præcis som jeg ved, at Noam elsker. Og han kom da også ud til mig i køkkenet og bad om lov til at tømme skålen med den sidste rest, mens jeg forklarede ham, at der var en risiko for, at avokadoen måske ville være en smule brun, når han ville nå til frokosttid. Jeg fortalte, at den ikke ville fejle spor i så fald, og at jeg havde forsøgt at putte rigeligt med citron i for at modvirke det. Jeg klappede rugbrøden sammen og pakkede det sidste af hans mad, mens han skrabede alt, hvad han kunne af skålens indhold. Og af sted gik vi så.

Interesseret spurgte jeg Noam, da jeg hentede ham, om avokadoen var blevet lidt brun. Og ork nej – den var forblevet grøn, og det var den såmænd stadig! Hviskende forklarede han mig, at han havde ikke turde tage maden, for “Hvad hvis de andre siger ad til grønt mad? ‘X’ siger, at kartofler er ulækre!”

Jeg må nok indrømme, at jeg blev en smule tavs og målløs. Og det tror jeg også, at moderen ved siden af os i garderoben blev. For mens jeg stille snakkede med Noam om, at det er lidt fjollet ikke at spise den mad, man har glædet sig til, fordi andre måske ikke kan lide den, forsøgte også hun at fortælle, at det bedste, hun vidste, var rugbrød med avokado og mayonnaise. Noam smilte til hende, jeg takkede hende stille, og så fortsatte vi snakken om, at jeg synes, at det er ærgerligt for ham, at han skal gå sulten en hel dag, når han faktisk godt kan lide sin mad, og at det altså er helt i orden at spise noget, som andre måske ikke kan lide eller har med.

Og inden du måske tænker, at det da er synd og hvorfor jeg ikke blot giver ham en almindelig brun klapsammen med leverpostej, så vil jeg gerne lige stoppe dig og minde dig om det barn, der havde slikket skålen med avokado ren, hvis han fik lov og som også efterspurgte flere avokadoer til aftensmaden.

Det handler altså ikke om, hvorvidt mit barn kan lide sit indhold. Det handler om, at han er nervøs for andres meninger af indholdet – også selvom der altså ikke er noget specifikt særligt eller underligt over hverken kartoffel eller avokado. Og i det hele taget er det jo slet ikke maden, der er problemet.

Problemet er andres opfattelse – eller tanken om andres opfattelse, og det fylder simpelthen for Noam. Jeg vil så gerne, at mine børn forstår, at det er helt okay at skille sig ud og at det er okay, at andre skiller sig ud. Jeg vil så gerne, at de forstår, at det er helt okay at være dem. At de er mere okay! Og at det altså er bedøvende ligegyldigt, hvad andre mener om den skide avokadomad, hvis bare de selv kan lide den. Det handler jo ikke om at blende in, at være en i rækken. Det handler nødvendigvis heller ikke om at skille sig ud. Det handler om blot at være. At være sig selv og være stolt af den, man er. Jeg håber på, at jeg opfostrer robuste børn, der hviler i sig selv og tør være sig selv. Uanset andres mening. Uanset om man så skiller sig ud. Men det er svært at forklare og det er her, jeg kommer til kort. Jeg kan kun vejlede og støtte mit barn, jeg kan kun håbe, at mine ord – og hans sultne mave – vægter højere end andres. Men jeg synes, at det er bekymrende, at en kun 6 årig dreng er nervøs for at hive hans yndlingsmad op ad madpakken og at han har brug for de andre børns accept, før han vil sætte tænderne i den.

One Response to ”Hvad hvis de andre siger ad?”

  1. Og så handler det også om, at Noam skal lære at det er okay, at have sin egen mening om tingene og ikke lade sig styre af andres mening ☺️ Jeg er ikke veganer og jeg kunne også finde på at give en advokat mad med eller andet spændende, som ikke er den klassiske leverdreng.
    Dejligt Noam har en mor som virkelig sætter sig ind i hvad der skyldes “en ikke Tom madpakke” og prøver at hjælpe ham igennem processen. 5-6 årig ER meget bevidste om andres meninger og lader sig styre af det. De vil gerne passe ind☺️ Det er jeg sikker på noam også gør, vegansk madpakke eller ej 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *