At amme med implantater

Jeg bliver tit spurgt til, hvordan det er at amme med implantater. Den trofaste læser vil vide, at jeg for knap 3 år siden fik en brystforstørrende operation på 450 ml highprofile hos Nygart. 

Først og fremmest vil jeg pointere, at jeg ikke er en amme ekspert, men at man til enhver tid kan opsøge gratis vejledning på Ammenets facebook side.

Atlas er snart 15 måneder gammel, og jeg ammer ham stadig. Meget, rigtig meget. Atlas er enormt glad for brystet. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har ammet alle 3 drenge, men haft 3 meget forskellige forløb, og Atlas’ må siges at være det forløb, der har været mest succesfuldt. Måske det er en blanding af, at han er virkelig brystglad og jeg som fleregangsmor på en helt anden måde hviler i mig selv. Jo flere børn, desto mere afslappet bliver man. Jeg har sågar læst, at forskning peger på, at forældre til 4 børn er de mindst stressede i verden. Oh the irony ik?

Anyway.. I graviditeten med Atlas undersøgte jeg selvfølgelig en masse omkring amning og brystforstørrende operationer. Jeg havde gjort det meget klart og tydeligt for min kirurg,Thomas, i sin tid, at det var vigtigt for mig, at man ikke umuliggøre en potentiel amning i fremtiden. Der er selvfølgelig aldrig garantier, når man frivilligt lader sig gå under kniven af kosmetiske årsager. Men derfor blev mit snit lagt i brystfolden under brystet, hvor arret i dag er så godt som usynligt. Ligeledes er selve implantaterne lagt under brystmusklerne, således der hverken under operationen eller nu er kontakt mellem dem og mælkekirtlerne.

Flere steder læste jeg, at sådan en operation ikke automatisk besværliggøre en amning, men at man kunne opleve, at der grundet implantatet ikke var meget plads tilbage til mælkeproduktionen. Derfor kunne man kompensere ved hyppigere amninger end ellers. Jeg har ikke oplevet pladsmangel. Jeg har – ligesom de to andre gange – oplevet, at mine bryster bare vokser tilsvarende. Og virkelig meget. Det er som om, at de hver gang tror, at de skal afføde en mindre by i Afrika. Til gengæld oplever jeg hyppig amning, men det har alt med Atlas at gøre og meget lidt med pladsmangel og mælkeproduktion. Atlas bliver mæt – det er der ingen tvivl om, han har altid haft virkelig gode lår, store kinder, dobbelt hage og en tyk mave. Faktisk ligner han slet ikke en, der her i en alder af knap 15 måneder stadig primært lever på amning og sekundært mad. And not by my choice. For Atlas er utroligt glad for “baba”, som de bliver kaldt. Samtidig er han total sutte-nægter i bedste og værste forstand, så er han meget ked af det, dur kun brystet. Der er altså utroligt meget tryghed forbundet med brystet for ham.

Jeg friammer Atlas, og der er altså ikke noget bestemt interval. Går vi i bad sammen, er det stensikkert, at han vil ammes. Også selvom det kun er 10 minutter siden, han sidst blev det. Ligeledes skal han også liiige have en sidste slurk, inden jeg helt har fået min bh på igen efter badet. Han kan altså slet ikke tåle at se dem. Så vil han have dem. Og det har intet med alderen at gøre, for lige siden han overhovedet kunne stikke sin hånd ned i blusen, har han gjort det. I sommers i en alder af 6 måneder vidste han intet bedre, end når han om morgenen vågnede og så, at jeg i varmen lå topløs. Så vågnede jeg ved, at han kastede sig fra bryst til bryst, alt i mens han skiftevis suttede og skraldgrinede. Han er uden tvivl en boob-man. No questions asked.

Jeg ved endnu ikke, hvornår amningen for alvor skal stoppe. Jeg personligt kunne godt trænge til mere frihed, mulighed for mere alenetid og ikke mindst min egen krop tilbage. Men det er et helt andet indlæg i sig selv 😉

Tilbage kan jeg konkludere, at det for mig slet ikke har været et issue at amme med implantater – tværtimod. Dog vil jeg sige, at hvis man ikke allerede er blevet opereret, men overvejer en operation, så vil jeg anbefale at vente, hvis man ved, at man har en kommende graviditet lige rundt om hjørnet. Ikke mindst for resultatets skyld. Da jeg fik min operation, havde jeg endnu ikke mødt Kenneth. Flere børn var ærlig talt det sidste, jeg tænkte på. Men kun 1 år senere stod jeg alligevel med en fuldstændig planlagt, positiv test i hånden. Og nu krydser jeg så bare fingre for, at huden vil trække sig ligeså fint tilbage, når mælken engang har forladt kroppen – præcis som den gjorde de andre gange.