Da vi til MD-scanningen fik at vide, at Theo var en skøn lillebror, blev Noams gamle tø
Se næste indlæg >
En helt anden oplevelse.
Det er måske en smule ironisk, hvordan vi er blevet flere, men alligevel mere alene. Da Noam var lille og nyfødt, gjorde vi alting sammen. Vi badede ham sammen, legede sammen med ham, vi var sammen om natteroderiet, vi tog kampene sammen: f.eks. at lære ham at falde i søvn selv. Jeg følte på intet tidspunkt, at jeg stod alene med noget af det. Selv natamningerne var Heine en del af, idet han straks gik ud og skoldede ammebrikkerne og gjorde dem klar til næste amning. Og jeg har da slet aldrig selv været med barnet til vagtlægen kl 23!
Men sådan er det ikke den her gang. Drengene er som sagt rimelig godt synkroniseret, og dermed kommer de også i seng for natten på samme tid. Lige for tiden forsøger jeg (!) ihærdigt at lære Theo at falde i søvn selv. Jeg kan allerede nu godt indrømme, at den kamp er trættende, og det lader ikke til, at jeg vinder den lige foreløbig.
Men der sidder jeg. Alene i mørket med spædbarnet, der som regel ligger uroligt i sin seng og møffer rundt, indtil han til sidst brokker sig og kun finder ro i mine arme ved brystet, og jeg mindes den tid, hvor man var 2 og kunne sige: “din tur”. Misforstå mig ikke, for jeg er slet ikke spor i tvivl om, at faderen til barnet i værelset på den anden side af gangen sidder med de præcis samme følelser. Vi mandsopdækker – det er klart med 2 små drenge under 2 år, og eftersom jeg ammer, er det tosset, at Heine står for Theo. Det er nu heller ikke, fordi Noam er en walk in the park, for han er lige nu i en periode, hvor han søger meget tryghed og har brug for at holde os i hånden, når han skal falde i søvn. For tiden vågner han mange gange op om natten skrigende, og oveni alle mareridtene, han har, er han, hvad vi tror, det er, ved at tage et ordentligt ryk. Selvom han ikke laver andet end at spise dagen lang, vågner han nemlig 1-2 gange op om natten og beder om mad. Vi er ikke spor i tvivl om, at han faktisk er sulten, for han spiser 1,5-2 dl havregryn pr. gang, og det gør man altså ikke bare for sjov.
Så det er såmænd ikke, fordi Heine sidder inde i stuen og hygger sig eller får en pokkers masse søvn, alt i mens jeg forsøger at få den yngste til at falde i søvn (selv) eller sove videre, når han om natten har spist og er begyndt at levere et par gaver i bleen for derefter at mene, at det altså er morgen! Jeg er slet ikke i tvivl om, at Heine også føler sig lidt alene-far for Noam, når de ofte om morgenen står op selv og spiser, mens Theo og jeg sover videre, eller når han om aftnen sms’er til mig fra rummet på den anden side af gangen, at “hans” barn næsten sover.
Been there, done that;-). Vi har en datter og en søn med 17 måneders aldersforskel. Det første år, var jeg også i konstant søvnmangel, men det blev bedre, da min søn blev 10-11 måneder. Dér fangede han endelig at falde i søvn selv og sove hele natten (til kl. 05!).
Jeg husker tydeligt sidste sommer, hvor min datter var knapt 2 år, og sønnen 6 måneder. Vi holdt ferie i et lille sommerhus, og nætterne var så urolige, at jeg den ene nat, kun fik 2 timers søvn. For hvis ikke den ene var vågen for at spise, så ville den anden ikke sove! Det var forfærdeligt!
Nu er den mindste 13 måneder, og det er blevet markant bedre. Men det er stadig sindssygt hårdt med to så små poder. Her er de nemlig ikke synkroniserede på lure, og det kan derfor være nogle lange dage, når den mindste står op kl. 5 og den ældste først bliver puttet kl. 19.30. Men søvnen er blevet klart bedre, og man bliver også mere erfaren i at håndtere to på én gang. Det var i hvert fald en overvindelse for mig i starten. Men nu kan jeg godt håndtere en aften alene med dem, hvor der kun er mig til at lave mad, give mad, putte osv.