Sådan er det bare

Noam var knap 11 måneder, da han begyndte i dagpleje hos Kirsten. Og jeg hadede det. Misforstå mig ikke – jeg er helt vild med Kirsten, hun er den absolut rigtige dagplejer for os. Men jeg hadede, at Noam skulle begynde i dagpleje, at han i så lille en alder allerede skulle være væk fra mig, og at tiden, hvor vi gik hjemme sammen og hyggede os, var forbi og aldrig ville komme igen. Jeg græd og græd. Jeg græd dagligt fuldstændig hysterisk i 14 dage op til. Så hysterisk en aften at jeg fik en form for angstanfald og ikke kunne få vejret. Min reaktion på det kom fuldstændig bagpå mig, og jeg tænker heller ikke, at Heine havde set den komme. 

Det hele vendte og drejede sig i mig, det kunne ikke føles mere forkert. Alle sagde til mig, at jeg skulle tage den helt med ro, at jeg ville nyde og elske, når han var begyndt, at det ville blive nemmere med tiden og… At sådan var det bare. Jeg må hellere understrege, at jeg intet har imod forældre, der sender sine børn i institution. Intet. Og jeg havde da stærkt regnet med, at jeg ville være hende der den cool mor, der glad vinker og kysser sine børn farvel, når hun om morgenen afleverer dem. Jeg ville ønske, at jeg havde det sådan! Men jeg kan ikke se bort fra mine aller inderste følelser. 

De såkaldte “hjemmebørn” er et meget diskuteret emne for tiden, hvor ord som “socialisering” og “livmoderfeminister” dukker op. Der er ingen tvivl om, at det for mig også er et meget sårbart emne. For nej – det blev ikke nemmere, og nej – jeg har det faktisk ikke bedre med det her anden gang heller. Allerede i slutningen af graviditeten med Theo dukkede de følelser op igen, for den her gang slutter min barsel endnu tidligere, og Theo vil derfor skulle af sted i institution i starten af august, når han er blot 9,5 måned. 

I nogle kommuner kan man få et tilskud til pasning af barn i eget hjem, det kan man også her i Silkeborg, men beløbet er kun knap 1700 kr før skat, og med su som anden parts indkomst er det slet ikke en mulighed. I øvrigt har jeg ikke mulighed for at udskyde min uddannelse yderligere et år, for snart indtræffer den nye læreruddannelse for alvor, hvor mit fag ikke indgår. Men alligevel har jeg – med Heines opbakning naturligvis – nægtet at skrive Theo op til spor. 

Hvad vi er endt med, skal jeg selvfølgelig nok fortælle alt om, når vi er sikre på, at det er lykkedes 100 %. I mellemtiden må I meget gerne krydse fingre for os!