4 kommentarer
-
Siden ·
-
Hej Simone,
jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan jeres omgivelser, familie og venner og ikke mindst drengene, har taget bruddet. Det er helt i orden, hvis det er for personligt til, at du kan/vil svare på det.Siden · -
Kære Simone,
dit indlæg rammer mig et ømt sted. Virkelig.Min mand og jeg er på alder med Heine og dig, vi har dog "kun" et barn, men til gengæld 2 x fuldtidsjob, hus og biler, der skal betales af på + det løse.
Det har været en stor omvæltning at blive forældre, og jeg har brugt lang tid på at finde mig til rette i den nye roller og alle de samfundsmæssige forventninger, der hvilede på mig. Jeg kan læse, at amningen har fyldt meget hos især dig – jeg var en af dem, der ammede faneme fordi jeg ville, selvom det var en kamp. Om jeg havde taget den, hvis jeg allerede havde haft et barn – det er jeg ikke sikker på, for det tog hårdt på vores forhold, og min mand følte sig ofte tilsidesat.
Samtidig bliver man bombarderet med andres perfekte liv på instagram, facebook og diverse blogs. Men helt ærligt, hvem tager lige et billede af den store bunke vasketøj, ungernes havregrødsmaleri på gulv og vægge, og hvem skriver, at det er tre uger siden, de sidst havde sex eller at de har lyst til at råbe lort og skride?Jeg er selv skilsmissebarn, og da jeg uventet stod med to streger, sagde jeg til min mand (dengang kæreste), at nu var dem ham og mig for altid, og sådan var det bare, og det var et helt bevidst valg. Man skal virkelig vælge at elske hinanden nogle dage. Især når barnet ikke sover igennem, alting ramler og man synes, det hele er noget røv. Jeg er vokset op med forældre, der ikke kan kommunikere sammen, og det er stadig pinagtigt for mig at være i rum med dem begge to på samme tid. Tænk at de engang har delt kærlighed stor nok til at få mig og min søster. Nu er vi ude af vagten, og de har svært ved at få deres liv til at fungere, bevares de har karriere og venner osv, men nu er rummet og tiden der til at være to, og de er alene.
Jeg siger ikke, at du ender alene – du er en kvik og køn pige, og når du er klar er jeg sikker på, du kan finde en kæreste, der gerne vil have hele pakken. Men din kæreste bliver aldrig dine drenges far. Jeg siger blot, at de første år er de værste, og belønningen når man kommer helskindet igennem er tusindfold mere end man kan tænke sig til. Og tænk sig at være i stand til at dele de oplevelser!Jeg håber ikke, du bliver stødt af min kommentar. Det var ikke min hensigt. Jeg ville blot kommentere, fordi jeg bliver ramt et ømt sted. I er lige flyttet i et dejligt hus, og det virker som om beslutningen er truffet på et dårligt tidspunkt (på mig som læser). Min erfaring siger mig vitterligt, at nej – græsset er ikke grønnere på den anden side, græsset er grønnest lige dér, hvor man vander det. Man – som i jer begge to.
Jeg håber, I får jeres nye familiekonstellation til at fungere, især for jeres smukke drenges skyld. Når man har sat børn i verden har man en forpligtelse til at være en familie – sammen eller hver for sig.
Alt mulig helt og lykke!
Siden · -
Kære Simone
Jeg har læst din blog gennem lang tid, nok fordi dit og mit liv på mange måder minder om hinanden:) Og dermed også vores interesser… Jeg har pseudotvillinger på 3 og 4 år, er under uddannelse og har været sammen med min mand i 13 år. Er så dog lige knap 10 år ældre end dig, men hvem går op i alder;p
Dine seneste indlæg rammer mig, da jeg selv stod i tæt på samme situation for 2 år siden. Min mand og jeg flyttede fra hinanden fordi jeg ikke længere kunne holde ud at være i et forhold, der ikke længere var et rigtigt forhold, men nærmere værelseskammerater, der forsøgte at få stresset og arbejdet til at gå op med to så små størrelser. Faktisk var vi nok allerede på vej til at glide fra hinanden lige inden den ældstes ankomst, men det er lidt svært at have overblikket i sådan noget. Det var mig, der valgte at vi skulle flytte fra hinanden, men som kommunikationen blev hårdere og værre syntes han egentlig også, at det var en fin ide. Ufatteligt så fjernt man pludselig kan komme fra hinanden. Efter få uger har jeg en snak med en veninde, som nærmest bønfalder mig om, at prøve at få det til at fungere. Eller i det mindste at få en god tone imellem min mand og jeg… Hun er selv meget mærket af sine forældres skilsmisse da hun var lille og blev selv skilt fra sin mand 2 år forinden. Jeg blev så meget i tvivl og det endte med, at min mand og jeg mødtes hos en parterapeut (psykolog) hvor vi havde den første ud af mange samtaler. Vi mødtes hos parterapeuten hver uge (2 timer ad gangen) og fik sat ord på alt muligt, lige fra hver vores barndom til de aktuelle skænderier og uenigheder vi stod i. Vi fik begge sagt ting, vi aldrig ellers har sagt til hinanden, og der var altid en god tone og en tryghed til samtalerne. I dagene imellem samtalerne blev vi flere gange uvenner og fik ikke overholdt de "regler" vi lige havde siddet og aftalt ved psykologen. Men disse skænderier blev så taget op til næste samtale.
Udgangspunktet for samtalerne var at finde ud af, om der var grundlag for at kunne starte et nyt liv sammen eller om vi skulle skilles og i så fald, hvordan det skulle ske og med psykologen som mægler.
Jeg sidder ikke og siger, at denne måde er den eneste rigtige og jeg ved jo heller ikke om i allerede har haft disse overvejelser. Men jeg vil gerne slå et slag for at det rent faktisk kan lade sig gøre at få ryddet op i alle de negative tanker man har om hinanden og de destruktive mønstre.
Efter 3 måneder flyttede vi sammen igen, med en ny respekt for hinanden og kun med de forventninger, at vi ikke ville være så hårde over for hinanden, give hinanden meget mere "plads" og så to aftener om ugen huske at holde i hånd i sofaen:) Og på den måde overlevede vi og uden vi egentlig har opdaget det har vi reddet stormen igennem og sidder nu med ny kærlighed til hinanden og to børn, som slet ikke fylder og kræver så meget, som i de første par år.
Jeg håber inderligt for jeres børns skyld, at i prøver alt hvad i kan for at komme igennem det, og så ikke tager så drastiske beslutninger i en tid, hvor man er stresset og stadig fyldt op af det at være blevet mor, være konstant i søvnmangel, stresset pga. studiet osv osv. Og jeg håber det faktisk også for Heines skyld, for det lyder til, at han faktisk rigtig gerne vil.
Beklager min meget personlige kommentar, det var egentlig ikke meningen, da jeg startede med at skrive:/ Og håber ikke du tager mine ord og gode råd (hvilket jo altid er nemt at komme med;)) ilde op, blev bare nødt til at skrive dem. Sådan er det jo nogle gange, når man bliver inviteret ind i andres liv;)
Al mulig god karma og kærlighed til dig og dine 3 smukke mænd:)Siden ·
Jeg er egentlig bare nysgerrig på, om "this is it", eller om døren bare står en liiiiille smule åben for at finde sammen igen, når tiden har arbejdet lidt, og I har fået tingene lidt på afstand? Som nogle af de andre skriver er det jo en meget krævende periode I går igennem nu…. Om I vælger det ene eller det andet er jo helt og aldeles jeres eget valg – jeg er bare nysgerrig! 🙂