Jeg har ødelagt mit barn

For det er egentlig ikke, fordi jeg har et vanvittigt grimt sprog eller bander meget, men i kampens hede kan der sagtens snige sig et “For fuck sake” eller “Av for helvede” ind hist og pist. Og det hører Noam. Og det kopierer Noam.

Jeg har altid fået at vide, at man ikke bør give “de forbudte ord” alt for meget opmærksomhed, fordi åbenbart er det sjovt at sige de ting, man ikke må. Så da Noam en aften foran en flok tidligere medstuderende perfekt sagde: “Fuck!” blev jeg mildest talt målløs. Og det gjorde de helt sikkert også. Jeg havde aldrig hørt ham sige det før, så jeg måtte lige få bekræftet, hvad han egentlig sagde af de andre piger. Det var dog ganske unødvendigt, for hurtigt sagde han det igen. Jeg måtte sluge nogle kameller og i en indre kamp valgte jeg at lade det gå forbi, fordi det har jeg jo altid fået at vide, at man bør.

Men da han dagen efter igen sagde: “Av fuck!”, kunne jeg ikke dy mig mere. Og i bedste marte meo stil kombineret med anerkendende pædagogik satte jeg mig ned på knæ foran Noam og bad ham kigge på mig. Her sagde jeg til ham: “Jeg har glemt at fortælle dig noget.” i et forsøg på at påtage mig det fulde ansvar. “Men man må faktisk ikke sige ‘fuck’. Det er et grimt ord, og jeg bliver rigtig ked af det, når du siger det. Det må du undskylde, jeg havde glemt at fortælle dig det”. Og her afventede jeg således, at Noam ville syntes, at det var morsomt og ville gentage det, men i stedet fik han tårer i øjnene og begyndte at græde. Jeg var slet ikke forberedt på reaktionen! Så jeg sagde straks, at det var min skyld, og at han gerne må sige “For filan”, hvilket nu er noget nær det mest brugte udtryk herhjemme. 

For er par dage siden sagde Noam så For helvede”, og der måtte jeg igen fortælle ham, at også det ord ikke er særligt pænt, men i stedet for at græde svarede Noam blot: “Man må sige ‘For filan'”. 

Så umiddelbart virker strategien ret godt for os – også selvom han nu retter mig og fortæller mig, hvis jeg har sagt noget, man ikke må.