Sidste uges ræs

I får lige et lille pip fra mig her i mængden af alle andre bloggere. Jeg beklager stilheden for tiden, men den skyldes op til flere ting. Først og fremmest er jeg ved at blive idiot over at blogge fra ipaden. Halvdelen af gangene må jeg slet ikke logge ind på bloggen, og med opstillingen tager det hele bare meget mere tid, end jeg har til at bruge på det i en travl og hektisk hverdag. Jeg har det sidste års tid slet ikke haft en computer, men med den kommende bachelor opgave er det vist efterhånden ved at være et must. Dernæst har vi bare så meget for tiden. Og ikke mindst er jeg bare fyldt op af underskud.

I sidste uge havde min dagplejer meldt ferie, så hun kunne besøge sit nyfødte barnebarn i Sverige, så derfor var Theo hos mig. Han var både med til 8 timers engelsk undervisning, som han klarede helt vanvittigt flot ved hjælp af blåbær, LEGO og farveblyanter. Han er ikke nær så stille, som han var i foråret, og han hverken skreg eller græd, hvis jeg hurtigt bevægede mig rundt i lokalet efter vand, frokost eller mere legetøj. Dét gjorde han sidste skoleår. I det hele taget har han rykket sig helt vildt henover sommeren. Han er knap så fremmedsky, indadvendt og nervøs af sig, som han plejer at være, når vi er sammen med andre, han ikke kender. Det hjælper en del, men samtidig betyder det jo så også, at han ikke er nær så stille, som han var for bare et halvt år siden. Det er mest positivt, men for fanden jeg var træt, da vi kom hjem, og jeg hele dagen havde været på både som mor og studerende i de selvsamme timer. Dagen efter var han med til bachelor vejledning og om fredagen var vi et smut inde i byen på en folkeskole, hvor jeg og min studiegruppe skulle møde en klasse, som vi skal undervise i engelsk et par dage i november. Men jeg er virkelig stolt af Theo, han var bare så god hele ugen!

Lige for tiden synes jeg, at vi befinder i en hård og fuldstændig skrækkelig periode: Noam er 3 år og fyldt med meninger, ideer og trods, når han ikke får sin vilje. Han hører, hvad han vil høre, og han får som regel altid Theo med på alle sine – for mig – dårlige påfund. Som feks da de i går oversvømmede hele badeværelset, gjorde absolut alting vådt og skummende, mens jeg var i fuld sving med at rydde op efter dem inde i stuen. Eller når jeg om morgenen løber rundt efter alle mands strømper, nusseklude og studiebøger samtidig med, at jeg forsørger at klaske mascara i hovedet, mens de sidder med hver deres skål morgenmad, men i stedet for at spise den pludselig beslutter sig for at kaste den på gulvet og hinanden. Og Theo? Jo, han er for alvor ved at blive ramt af 2 års alderen. Hans sprog er i en rivende udvikling pludseligt indeholdende sætninger som: “Det er min!” og “Dumme mor!”, men det er hans selvstændighed også. Her tror jeg, at vi alle 3 er omtrent lige dårlige til at takle den, for det betyder nu altså, at mine børn pludselig skændtes og bliver uvenner, og det er simpelthen så uvant og frusterende at opleve dem blive vanvittigt kede af det over den samme LEGO klods eller når en vil se noget tegnefilm, som den anden bestemt ikke vil. Jeg er slet ikke vant til, at drengene kan diskutere på den her måde, og det kræver virkelig meget energi og tålmodighed med så mange uforudsete og uigenkendelige situationer.

Men på torsdag skal de til hjem til deres far i København, og jeg er slet ikke bleg for at indrømme, at jeg glæder mig! Jeg ved, at jeg allerede dagen efter vil savne dem noget så frygteligt, men jeg glæder mig nu alligevel til at få efterårsferien til undervisningsforberedelse og klargøring af Theos fødselsdag uden konstant afbrydelser, fordi begge børn vil lege med den blå traktor og ingen med den røde traktor. Men en uge er lang tid, og jeg kommer naturligvis til at mangle dem hos mig helt vildt meget.