Er den mindste altid lille?

Egentlig var vi godt i gang med at gøre Theo blefri, da Kenneth en morgen under tandbørstningen opdager, at den 3 årige trold nærmest fra den ene dag til den anden har tilegnet sig et overbid. Hverken Heine eller jeg har set det, så det er virkelig gået stærkt. Theo blev placeret foran spejlet, så han selv kunne se, at fortænderne ikke kan lukkes ordentlig sammen, og vi fik snakket med ham hele dagen om, at det ikke længere dur med sutten. Tandlægen er også kontaktet, og forhåbentlig skulle det blive lynhurtigt bedre.

Theo har bare taget det hele så godt. Han har slet ikke spurgt efter sutten eller været ked af det, som jeg ellers havde frygtet. Det var først da amningen stoppede for nu 2 år siden, at han overhovedet gad sutten, til gengæld knyttede han sig enormt meget til den. Så jeg var sikker på, at det ville blive en kamp at tage den fra ham. Men han har bare været så god, og vi er alle så utroligt stolte af ham.

Traditionen tro smuttede vi i weekenden op forbi suttetræet. I Holstebro ligger der et ved legepladsen i Anlægget. Men modsat 1,5 år siden var vi ikke alene om at gøre det, drengene og jeg. Kenneths forældre var også taget med, og bagefter smuttede vi hjem til dem og hyggede med kage, Foam Clay og maling. Jeg elsker hele hans families kæmpe dedikation til mig og drengene, og jeg omfavner den enormt sårbare, men helt igennem fantastiske følelse, som Kenneth giver mig: at jeg omsider har fået den familie, jeg har hungret sådan efter de sidste 2 år. Min familie. Vores familie.

Ligesom Noam i sin tid, er Theo altså indenfor ganske få dages mellemrum blevet både ble- og suttefri. Ser man bort fra hans kinder, er der intet baby tilbage i ham. Han snakker, løber og fjoller præcis ligesom alle andre 3-årige drenge. Han er kreativ, synger og lever sig virkelig ind i sine fantasifulde lege. Han har masser af meninger og fortællinger og krammer os alle mange gange dagligt, mens han fortæller, hvor højt han elsker os. Alligevel har jeg rigtig svært ved at se ham som den store dreng, jeg tydeligt husker, at jeg følte, at Noam var som 3-årig. Jeg bliver ved med at føle, at Theo er min lille baby. Måske det er, fordi man altid sammenligner med ‘den store’, hvilket i grunden er tosset, når der kun er 1 år i mellem. Men for mig er Theo den lille. Også selvom han faktisk ikke er ret lille længere. Det er uden tvivl ikke helt fair overfor ham, men jeg kan simpelthen ikke lade vær med at knuge mig til det sidste baby, jeg ser i ham.