Tvangsfjernelse af de der stakkels veganerbørn

Jeg bliver simpelthen så træt altså. Forleden florerede endnu en dårlig journalistisk udført artikel fra Ekstra bladet rundt på de sociale medier: forældrene til et barn i Sverige var anklaget for at sulte deres barn med en vegansk kost. Men læste man den originale artikel på svensk, havde det meget lidt at gøre med vegansk kost. Barnet selv havde ikke været interesseret i spor mad, trods det endda var blevet tilbudt diverse animalske produkter, herunder fisk og mejeriprodukter. Kosten havde i virkeligheden meget lidt med vegansk at gøre, barnets forældre havde mistanke om autisme, og sygehuset havde sågar erklæret barnet for både rask og normalt.

Oversættelsen var altså meget ringe, og journalisten havde dårligt sat sig ind i sagen. Men nationen havde dømt anyway. Læste man kommentarerne, var der ingen tvivl om, at alle veganerbørn straks bør tvangsfjernes. Sådan er ordlyden hver gang. Hver evig eneste gang. Som om fravalg at animalske produkter straks er børnemishandling eller forsømmelse. Jeg bliver træt, men jeg tager det også til mig. Er det virkelig sådan, jeg bliver set på?

Tit læser jeg, hvordan man som veganer – ifølge andre – ikke bør pådutte ens børn ens egne kostvaner. But dont we all? Der er vel næppe nogen forældre, okay måske de absolut færreste, som hver aften laver to forskellige retter: en til børnene og en til forældrene? Selvfølgelig viderefører jeg mine kostvaner til mine børn. Med absolut største bevidsthed! Selvom mit fravalg af animalske produkter ikke er normen, er det ikke et mindre valg end tilvalget af animalske produkter. Alle forældre vælger indholdet på barnets tallerken. Alle. Hvis mine børn fik frit slag til alle deres måltider, ville måltiderne højst sandsynligt bestå af kage. Men som den ansvarlige forældre jeg er, så vælger jeg, at det får de ikke lov til. Så nej, jeg står ikke og steger en frikadelle lavet af en hakket gris og serverer til mine børn. Jeg laver gerne frikadeller – men de består af alt andet end animalier. Og det gør jeg for vores sundheds skyld, for miljøet skyld og for dyrenes skyld. Betyder det så virkelig, at mine børn skal tvangsfjernes?

Ifølge Academy of nutrition and dietetics er en fornuftig vegansk kost passende til alle livets stadier. Også til spædbørn og småbørn. Selvfølgelig er det ikke sundt at indtage pommes fritter hver dag, selvom det er vegansk. Men at indtage grøntsager, nødder og bælgfrugter kvalificerer ikke til en tvangsfjernelse.

Som veganer bør man tage et tilskud af b12. Det er det eneste, man ikke kan få gennem en plantebaseret kost. Også dyrene, vi avler og slagter, skal have tilskudet. Drengene får hver dag 0,5 Veg1 vitaminpille, Kenneth og jeg nupper en hel, og Atlas får 1 sprøjt b12 booster hveranden dag. I en vegansk kost er der rigeligt med både kalorier, proteiner, fedt og andre vigtige næringsstoffer, men hvad hjælper det, hvis barnet ikke vil indtage spor, som det er tilfældet med det svenske barn i artiklen. Det er altså ikke kosten, der er et problem i sagen. Så jeg bliver frustreret.

I Danmark står vi med et stigende antal børn, der hvert år kategoriseres som overvægtige. Vi sender hvert år børn på julemærkehjem med problemer med overvægt. Dertil er der jo selvfølgelig også alle de undervægtige børn, som indlægges grundet fejlernæring. Men her står ingen klar med både medier og en høtyv, modsat de to veganske børn, der årligt indlægges for fejlernæring.. de står for skud. Eller forældrene gør. Ligesom forældrene til det svenske barn. Og så kastes alle vi andre veganere ellers også ud foran bussen. Selvfølgelig er 2 fejlerernæret veganske børn om året 2 for meget. Det er klart. Men kan vi blive enige om, at der er mere end 2 overvægtige – og dermed fejlernæret -kødspisende børn? Og det er ikke, fordi jeg vil retfærdiggøre de 2 veganske børn om året. Eller punke forældrene til de overvægtige. Men jeg er træt af den heksejagt, der foregår mod veganske forældre. Jeg ønsker at sætte det i perspektiv. For tværtimod har jeg ikke oplevet en anden gruppe af forældre med større indsigt, viden og interesse for næring og ernæring. Jeg oplever ikke andre forældre, der sætter sig så godt ind i, hvor man får hvad fra. At være veganer er fandeme som at tage en halv uddannelse som klinisk diætist. Det samme sagde jeg til min sundhedsplejerske. Hun grinte og sagde præcis det samme: hun oplevede, at de veganske forældre oplyste sig selv og havde enormt meget styr på indholdet af deres mad, hvorfor hun personligt ikke var spor nervøs over at høre, at Atlas er en såkaldt veganerbaby.

I Danmark anbefaler man ikke en vegansk kost til småbørn, så man fravælger helt at vejlede de veganske forældre. Bemærk, at der er markant forskel på, at man ikke anbefaler noget og så direkte fraråder noget. I Danmark anbefaler man ikke kosten pga et forsigtighedsprincip, som skyldes manglende viden og forskning. Og det er endda til trods for, at der er masser af viden og forskning af trække på hos både vores nabolande, England, Canada, Holland og Australien, som altså alle anerkender en vegansk kost i alle livets stadier. I disse lande oplyses der således omkring kostvalget, herunder b12, ud fra et neutralt standpunkt.

Måske kunne de 2 danske børn om året være undgået, hvis der var en bedre oplysning omkring indtag af b12 tilskud. Man kan kun håbe på, at man i Danmark keeper lidt up med udviklingen og trækker på andre landes erfaringer, når nu vi selv mangler. Man kan håbe. Men indtil da er jeg træt af de fordomme og uvidende kommentarer og fordømmelser, jeg ser, når folk kaster om sig med tvangsfjernelser, sekt og uansvarlige forældre-mærkater udelukkende pga vores valg af kost. Et kostvalg, der endda anerkendes af den største diætistforening i verden.