Om at vælge anderledes

Veganske quinoa bøffer

Tidligere har jeg godt kunne synes, at det var svært at få den helt rigtige konsistens på veganske bøffer og deller. De enten blev smattet indeni, tørre eller brændte på. Men man lærer hele tiden, og hvis man bare har lidt mod på det, kan man lynhurtigt få tilegnet sig nogle fif og en basisviden, som man kan eksperimentere ud fra. Så det var præcis, hvad jeg gjorde i går: eksperimenterede med veganske quinoa bøffer til den kartoffelmos, som Noam sådan hungrede efter. Og resultatet blev faktisk så godt, at vi snupper en portion mere i dag.

Til ca 10 stk quinoa bøffer

50 gram ris
50 gram quinoa
½ dåse kidneybønner, svarende til 120 gram
1 løg
2 fed hvidløg
100 gram champignon
1 grøntsagsboullion
1 tsk garam masala. Alternativt kan spidskommen bruges
½ tsk mild paprika
1 dl havregryn, kværnet*
salt og friskkværnet peber
Plantesmør eller olie til stegning

* Havregrynet skal kværnes fint som mel. Jeg brugte min foodprocesser, men har man ikke sådan en, kan en stavblender bruges. Alternativt må det erstattes af almindelig hvedemel.

Ris og quinoa skylles godt og koges sammen i rent vand i ca 15 min. I mens steges champignon, løg og hvidløg på en pande. Tilføj de kogte ris og quinoa til foodprocessoren sammen med de stegte løg, hvidløg og champignon. Opløs grøntsagsboullionen i en lille smule vand og tilføj sammen med de øvrige krydderier, havregrynet og kidneybønnerne. Blend ingredienserne, indtil du får en ensartet masse og lad den hvile i køleskabet i ca 15 min.

Form derefter bøfferne og steg dem i ca 6 minutter på hver side.

Til bøfferne fik vi både grønne bønner, kartoffelmos, brun sovs og rødbeder. Kartoffelmos er ganske simpelt at veganisere. Jeg moser de kogte kartofler med plantesmør, salt, friskkværnet peber og vandet fra de kogte kartofler. Har jeg en plantefløde hjemme, tilføjer jeg gerne en lille smule for en mere cremet konsistens. For variation tilføjer jeg gerne muskatnød eller persille.

Ligeledes er brun sovs også smadder nem at lave vegansk. Det handler lige om at omstille sig fra de gængse produkter, men metoden er ikke anderledes. Jeg laver en opbagt sovs af mel, grøntsagsboullion og kogevandet fra kartoflerne. Dertil tilføjer jeg salt, peber og gerne lidt plantefløde og ribsgele for en mere lækker og fyldig smag. Og så selvfølgelig sovsekulør til sidst.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at vælge anderledes