Veganske quinoa bøffer

Sunde, veganske pizzasnegle

Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er svært med madpakkerne. Ikke fordi de er veganske, men fordi jeg synes, at det er svært at blive ved med at finde på nyt, varierende og sunde snacks ved siden af deres rugbrød med diverse pålæg. Det bliver meget hurtigt det samme. Drengene har typisk knækbrød, nødder, diverse gnavegrønt og rester med fra gårsdagens aftens. Frugt får de begge kl 13.30 i henholdvis SFO og børnehave, så det behøver jeg ikke at tænke på.

Sundhed er key i madpakkerne. Det skal være mad, der giver energi og næring, så de har overskud til leg og læring. Derfor kastede vi os i weekenden ud i at lave sunde pizzasnegle med spinat og gulerod. Og resultatet blev faktisk overraskende godt. Så godt at der knap nok var flere tilbage her mandag morgen.

For ca 40 stk

DEJ
50 g gær
5 dl lunkent vand
2 spsk olie
2 tsk salt
4 dl grahamsmel
10 dl hvedemel
Evt mel til udrulning

TOMATSOVS
100 g soltørrede tomater
6 grønne oliven uden sten*
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk løgpulver
1 spsk gærflager
1 dåse tomatpure (140 gram)
1 håndfuld frisk basilikum
1 tsk tørret oregano
Lidt vand
Salt
Peber

FYLD
2 håndfulde frisk spinat, evt finhakket
2 gulerød, revet

* Er man glad for oliven, kan man med fordel tilføje flere. Herhjemme er vandene delte. Theo, Atlas og jeg elsker dem, mens Kenneth og Noam ikke er fan. De græske er vores favorit. 

Opløs gær med salt. Tilføj vand og olie og sørg for, at alt gæren er opløst. Tilføj rugmel og hvedemel lidt af gangen og ælt dejen, så den er smedig. Lad dejen hæve tildækket i 1 time.

I mens laves tomatsovsen. Kom soltørrede tomater, oliven, hvidløgspulver, løgpulver, gærflager, tomatpure, basilikum og oregano i en blender. Tilføj vand til den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber.

Riv gulerødderne og skyl spinaten. Den kan evt hakkes fint og røres i tomatsovsen, så den ikke er så synlig.

Del dejen i to stykker og rul stykkerne ud til to store rektangler. Smør tomatsovsen på hele overfladen og fordel gulerod og spinat ovenpå. Evt tilføj flere gærflager – man kan aldrig få for mange 😉 Rul dejen på det lange led til to pølser og skær dem ud med ca 2 cm tykkelse.

Pizzasneglene bages på 200 grader i ca 15 min. Hold øje med dem undervejs.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Veganske quinoa bøffer