Spørg bare!

Jeg vil hjertens gerne indvie jer i det hele, men sandheden er, at hele bruddet har været knap så pædagogisk, som jeg ellers havde håbet på. Jeg har altid troet, at hvis Heine og jeg nogensinde gik fra hinanden, ville vi være eksemplet på, hvordan man sagtens kan samarbejde omkring de kærligheds børn, man nu engang har valgt at få sammen, hvordan man snildt kan tale pænt til hinanden og ikke mindst være i samme rum. Jeg har i alle de 7,5 år, Heine og jeg har været sammen, aldrig set ham råbe. Det har jeg nu. 

Når man går fra hinanden, er det nok bare nærmere reglen end undtagelsen, at der er en, som har flere følelser i klemme, end den anden. Men vi har bare oplevet så mange dårlige eksempler på skilsmisse og delebørn, at jeg ærlig talt troede, at vi havde diskuteret det emne til døde. Måske jeg har været naiv her, for netop alle disse eksempler har jo hele tiden påpeget: “Det kan man ikke sige, før man står i det”. Og jeg må nok desværre bukke under og erkende, at alle vores aftaler og løfter ret hurtigt blev brudt – det kunne vi åbenbart ikke sige, før vi stod i det. 

Men hvordan har jeg det? Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg føler mig lidt tom midt i det både følelsesmæssige og praktiske kaos. Jeg er ikke i tvivl om, at beslutningen er den rigtige, selvom den har været både hård at træffe og lang tid undervejs. Men Heine har været halvdelen af mine teenageår og hele mit voksenliv. Vi mødte hinanden, da jeg var blot 16 år gammel, og her 7,5 år senere er han ikke blot far til mine børn, han har også været min bedsteven. Han har været ham, jeg har delt alt med: sjove oplevelser, frustrationer, drømme, allerinderste tanker og en fremtid med. Han har været der for mig, og ligeledes har jeg altid ønsket ham alt det bedste. Det er altså ikke bare en kæreste, jeg er gået fra, men også en bedsteven og fortrolige jeg har mistet. Og det er lidt en hård kamel at sluge. 

I en alder af 24 skal jeg nu pludselig lære, at mit eget selskab er godt nok, når jeg om aftenen sidder helt alene i stuen i larmende stilhed, mens drengene ligger og sover ovenpå. Det er måske meget sundt at lære, og det er heller ikke, fordi jeg fortryder min beslutning og mangler Heine i sofaen, men jeg mangler min ven. Ham, jeg kan dele hele min dag med og grine til en ligegyldig film med. 

Men hvor er Heine så? Jo, i starten boede han faktisk hjemme, mens vi skiftevis sov på sofaen, men det fungerede tydeligvis ikke. Vi havde brug for afstand, og derfor bor Heine nu hos en ven. Hvad der skal ske senere, er lidt uklart – desværre. Theo begynder om blot 1 uge i dagpleje hos Connie, hvor Heine står for indkøringen, mens Noam så småt slutter hos Kirsten, idet ham starter i børnehave til januar. Men indtil januar, hvor vi officielt er fra hinanden, er Heine hos drengene i dagtimerne, mens jeg er i praktik og andet studierelateret. Det bliver derfor primært Heine, som står for indkøringen af Theo, mens jeg naturligvis tager over på mine fridage. Når jeg så kommer hjem fra studiet, smutter Heine så, og jeg er altså alene med drengene fra omkring middag/eftermiddag og indtil næste morgen, hvor Heine igen kommer. Weekenderne har vi opdelt, og Heine har netop lige haft sin første børnefrie weekend, mens jeg går en i møde. Og netop børnefri weekend har jeg det meget ambivalent med. Den første, jeg havde, havde jeg svært ved at smutte fra drengene. Jeg har aldrig været væk fra dem, andet end Noam dengang jeg fødte Theo, så det var med virkelig dårlig samvittighed, at jeg pakkede en taske, sagde farvel og kørte. Og det er jeg ikke spor i tvivl om, at det bliver igen i den kommende weekend. For selvom det er fedt med lidt frihed, savner jeg dem lynhurtigt, og jeg skal klart lige vænne mig til tanken om delebørn. 

Efter januar snakker vi fortsat om, at Heine skal have drengene hveranden weekend samt komme 1-2 aftener om ugen, evt hente drengene fra institution, hygge med dem, spise med til aftensmad og putte dem, således de ser hinanden mere end blot hveranden weekend. Men en 7/7 ordning kommer slet ikke på tale, mens de er så små.

Sig endelig til, hvis I har spørgsmål.. Jeg skal nok forsøge at tage jer med i hele processen om det at gå fra sine børns far.. Også den følelsesmæssige del af det, som ellers kan være ret svær at sætte ord på.