For et par måneder siden var vi til fødselsdag hos Heines mormor, som blev 75 år
Se næste indlæg >
5 måneders undersøgelse
Jeg har mildest talt været røvnervøs for, om Noam ville få feber af 5 måneders vaccinen – både i forhold til at det umuligt kan være sjovt med et feberramt barn, som er syg og dårlig og fordi vi jo har valgt at time det så ufattelig dårligt i forhold til den familietur til Jesperhus. Tror I så ikke, at Noam formår at få feber inden vaccinen?
Natten til i dag har været helt elendig, han sov kort tid af gangen og kl 3 i nat vågnede han op fuldstændig varm, vi tog hans temperatur, som var på 38,5 og ringede til vagtlægen.. Umiddelbart skulle vi bare holde øje med, om han er sløv, om han har våde bleer, sørge for at give ham nok væske og afklæde ham, så han kun sov i body med et tæppe over sig. Vagtlægen sagde naturligvis, at han så ikke måtte vaccineres, idet kroppen ikke ordentligt kan danne antistoffer, når den allerede er optaget af at være syg, men at vi bare skulle tage til 5 måneders undersøgelsen alligevel og så udskyde vaccinedelen. Det kan IKKE anbefales!
Inden vi gik ud ad døren, var Noam glad, smilende og i godt humør til trods for en temperaturstigning på nu 39,1, men i samme øjeblik, han blev lagt på briksen og lægen kiggede på ham, brød helved løs. Han skreg og skreg, var ildrød i hovedet og tårerne stod bare ud af ham. Det var frygteligt at overvære og jeg havde en stor lyst til at tage ham, gå igen og få en ny tid, men lægen virkede overhovedet ikke berørt af det og fortsatte bare. Alt var som, det skulle være – heldigvis og Noam vejer nu 7,8 kg og er 68 cm lang og følger sin kurve helt perfekt.
Men når nu han har feber, ville lægen selvfølgelig lige tjekke øre og hals og det foregår som, hvad der føles som et overgreb: jeg skulle holde Noam helt tæt ind til kroppen med den ene arm omkring hans arme, så han ikke kunne bevæge dem og med den anden om hans hoved, så det heller ikke kunne flytte sig. Kan I se det for jer? Det er ikke et kønt syn og det føles som en evighed, mens lægen undersøger, babyen skriger på fulde drøn og man har lyst til at græde i takt med ham – og selvfølgelig stak lægen da også lige sin pind så langt ned i halsen på Noam, at han begyndte at gylpe og lave opkastlyde.. Frygtelig oplevelse!
På vej ud ad døren fra lægen faldt Noam i søvn og ligger nu i sin seng og sover – forhåbentlig en god og lang lur, så han kan få indhentet noget af den manglende nattesøvn og hvad der så skal ske.. Ja, det er skisme et godt spørgsmål! Lægen syntes ikke, der var spor at se og mener, at han blot er blevet smittet af mig (selvfølgelig!), når nu jeg har været syg on and off i halvanden uges tid – det var blot et spørgsmål om tid, før han ville blive ramt, ikke? Suk.. I hvert fald er hverken taske eller bil pakket og om de bliver det, aner jeg faktisk ikke..
Åh, lille mand da 🙁
Jeg kender så godt følelsen af at være magtesløs i sådanne situationer… det er ikke sjovt! Og som du skriver, har man allermest lyst til at tage dem op og gå sin vej!
Angående det med panodil, så har vi givet Elvira to gange i samråd med lægen, og den første gang var da hun var 5 måneder gammel. Jeg har fået at vide, at man kun skal passe på med at give det, hvis man ikke kender årsagen til feberen. Ring eventuelt til vagtlægen og spørg, hvis feberen stiger i løbet af aftenen – h*n har sikkert en anden holdning til det.
Og rigtig god bedring med den lille fyr <3