Jeg elsker Muuto med deres innovative, lækre design og de mange skæve og atypiske former
Se næste indlæg >
Hvad mor gør er altid det rigtige?
Jeg har altid været stor modstander af, at man med vilje udsætter sine børn for de her børnesygdomme, som de jo før eller siden skal have for at få det “overstået”.
I dag holder kusine Marley sin 1 års fødselsdag og jeg havde virkelig glædet mig til at fejre hende. 1 år er jo stort! Men i går ringede min søster for at fortælle mig, at fætter Liam på 3,5 har fået skoldkopper. Marley bliver uundgåeligt smittet, men spørgsmålet var, om vi havde lyst til at udsætte Noam for risikoen også? Som sagt har jeg altid været modstander af det – hvem ønsker at udsætte sit barn for sygdomme? Det forekommer mig så fjernt, for hvem vil se sit barn have det dårligt?
Men folk siger også bare, at jo yngre de er, jo bedre er det, for desto hurtigere kommer de sig over sygdommen og de er måske slet ikke påvirket af det i ligeså slem en grad som senere. Omvendt kan de også få det for tidligt, så de skal igennem det igen. Men igen.. så har jeg jo barsel endnu og det passer utvivlsomt bedre nu end senere, men spørgsmålet var hele tiden, om vi ville tage den risiko at deltage i Marleys fødselsdag og om vi i det hele taget havde kunne være os selv bekendt at udsætte vores søn bevidst for sygdommen?
Jeg lovede min søster, at jeg lige ville snakke med Heine om det, når han kom hjem fra arbejde og han var helt fastbesluttet på, at vi skulle blive hjemme. Og jeg forstår ham godt, jeg er også selv overbevist om, at jeg slet ikke ville have samvittighed til det, så det var med stor beklagelse, at jeg måtte skrive til min søster, at vi desværre ikke kom.
Jeg ved ikke, om det var det rigtige valg, men det var det valg, vi traf og havde det bedst med, men jeg har nu stadigvæk en dårlig smag i munden i forhold til min søster. Men det kom dog helt af sig selv, for kun en halv time senere hostede Noam frygtelig meget inde i sin seng og netop som Heine kom ind til ham, kastede han op udover det hele og da det fortsatte non-stop hvert 10. minut hele natten, fik vi besøg af vagtlægen.
Han mente, at Noam havde en mavevirus af en art, men pga de store tykke klumper slim, han også kastede op, havde han også mistanke om rs-virus, heldigvis havde Noam overskud til at smile til lægen, så han var helt tryg ved at lade os blive hjemme. Jeg kan roligt sige, at vi slet ikke fik sovet i nat, Noam lå i mellem os i mine arme i sengen og hvert 10. minut vågnede han grædende op og kastede op og straks som det var oppe, faldt ham fuldstændig omkuld i mine arme og sov videre. I morges havde det udviklet sig til diarré og her til eftermiddag fortsætter det stadigvæk, han kaster stadigvæk op, har stadigvæk diarré og han er stadigvæk sløj og har feber. Og spørgsmålet, om jeg ville kunne finde på at udsætte mit barn bevidst for denne elendighed, er slet ikke et spørgsmål længere. Det her er simpelthen så synd, at jeg ikke ville ønske det for nogen som helst – heller ikke selvom timingen måske er bedre nu end om 3 år!
I det mindste drikker Noam masser af væske, men mad vil han slet ikke og den smule, vi får lokket i ham, ryger direkte op igen. Han sover mange, korte lurer og er kun frisk i ganske kort tid, inden han bliver pylret og ked af det igen. Forståeligt nok.
Efter et sent og hurtigt karbad sad vi og puttede i sofaen under dynen og så “Peter Pedal”, mens vi ventede på, at Malte blev færdig i vaskemaskinen og klar til at sove videre.
Og selvom han er syg, vil han altså gerne læse (og pege) i sin yndlings Peter Pedal papbog.
Stakkels lille dreng <3
Først: God bedring med det lille pus <3
Jeg kan godt forstå dine overvejelser med at udsætte sit barn for smittefare.
M havde jo skoldkopper i november (måske oktober?), han var rigtig hårdt ramt og jeg synes det var mega hårdt at se ham sådan. Men så ramt som han var kan jeg virkelig godt forstå at folk vil have det “overstået”.
Hos os delte vandene sig: Min mødregruppe var meget “no way, vi skal ikke ses før de er HELT væk” hvor nogle fra online mødregruppen spurgte om se måtte komme på besøg.
Jeg endte med at holde “smittefest”, dvs folk måtte gerne komme, men hvis de skulle have noget at spise måtte de selv tage det med. Der kom 5 mødre med bebser. Alle bebserne var meget tæt på Marvin i 2-3 timer, men faktisk var det kun én der blev smittet. Og Marvin var virkelig hårdt ramt.
Jeg husker en nat hvor det hele bare kulminerede, hvor jeg nærmest græd om kap med M og bare tænkte: “HVORFOR vil man udsætte sit barn for det her med VILJE?!”
Jeg tror ikke selv jeg ville kunne udsætte mit barn bevidst for det, men når det er sagt forstår jeg også godt dem der vil have det “overstået”.
Jeg vil hvert fald nødigt stå med M som 3 årig med alle de skoldkopper. Men igen, man kan jo ikke vide hvor ramt de bliver – og netop det gør det svært for mig.
For, imod, for, imod – jeg forstår tvivlen!
Hmm, det blev vidst lidt langt 😉