I sidste graviditet plejede jeg min mave dagligt med cremer fra Vichy og olier fra Bio-oil, men som
Se næste indlæg >
Selvstændigheden længe leve
Tidligere kaldte man det trodsalderen, nu betegner man det som selvstændighedsalderen, og det er præcis, hvad vi oplever.
Noam er nu 16 måneder gammel og fyldt med meninger. Han kan og vil – alting – selv. Det er spøjs alder, for ligeså stolt som man er, ligeså frustreret kan man være – ikke mindst på hans vegne. Han vil SÅ gerne selv, og når det ikke lykkedes, kan man se frustrationen ophobe sig i ham. Men når det lykkedes, stråler han til gengæld af stolthed i uanede mængder. Men det er også en spøjs periode, fordi man hele tiden har den alt overskyggende ambivalente følelse over, at ens lille baby bliver stor, selvstændig og knap så meget baby.
Men hele den her selvstændighedsperiode har så betydet, at vi bl.a. har fjernet bøjlen fra Leander højstolen, fordi han selv vil kravle både op og ned. Han hjælper med at dække bord til alle måltider og kravler bagefter stolt op i stolen. Han vil selv gå – uanset hvor vi befinder os henne af, og det kan ærlig talt være lidt af en kamp at få ham til at forstå, at man skal holde i hånden, når man går ude ved vejen – man er slet ikke i tvivl om, at han ikke forstår, hvorfor han ikke bare må selv, når nu han kan. Og det samme gælder sådan set vores trappe udenfor, som giver mig virkelig dårlige nerver. Han tænder selv for både DVD og fjernsyn – og forstår ikke helt, hvorfor han dog ikke selv må skifte filmen – når nu han kan. Derudover er han også begyndt selv at gå ud til bilen og kravle op i autostolen, når jeg henter ham fra dagpleje. Han vil selv drikke, spise og puste på sin mad. Han vil selv kravle op og ned ad sengen, sofaen og andet. Han hjælper flittigt med at få tøjet af og kæmper en brav kamp for at få skoene på selv – nogle gange tager han endda skoen og løber væk fra os, hvis vi tilbyder ham vores hjælp. Han vil meget gerne være den, der børster tænder, vasker tøj, smider skrald ud og røre rundt i maden og sådan fortsætter det.
I takt med at han virkelig er blevet mere selvstændig – og stædig, er han også blevet meget tryghedssøgende. Måske han selv har lidt svært ved at takle at blive en – efterhånden – stor dreng. Pludselig vil han meget gerne putte, han vil sidde meget tæt og gerne på os i sofaen, når vi ser Peter Pedal, eller når vi sidder nede på gulvet og leger. Han tager konstant vores hånd op til hans hår, så vi kan nusse ham, han vil meget gerne kysse og kramme, og er der noget, han rigtig gerne vil vise os, kommer han hen og henter en af os, tager vores hånd, holder fast i den og fører os hen til det, han gerne vil – nåh ja, og skal vi gøre noget for ham, tager han vores finger og viser det ganske fint.
Når alt kommer til alt, er det helt fantastisk at opleve, hvordan han udvikler sig enormt meget lige for tiden, man kan jo ikke undgå at blive stolt. Der sker bare så meget med ham hele tiden, og det kan være svært at følge med. Også for ham.
Ja behøves vel næppe at fortælle at jeg kan kende en del af tingene herhjemme. Mega stædig og bliver hidsig når det ikke går som han vil. Til gengæld også mega stolt når det lykkes!
De bliver så store <3