Meningen med det hele

Når jeg fortæller, at jeg har født to drenge med blot 18 måneder i mellem, spørger folk ofte, om det var planlagt. At komme tilbage fra to barsler i streg er ingen undtagelse, og det har givet anledning til både en del spørgsmål og undren, men også grin og sjov fra de mange nye, men ufatteligt søde medstuderende, jeg har fået. 

Ja. Ja, faktisk var begge drenge planlagt. Det har I forhåbentlig aldrig været i tvivl om herinde, vel? Jeg kommer selv af en søskendeflok på 4. Jeg har en storesøster, der er 3 år og 9 måneder ældre, end jeg er. Da jeg var knap 2, gik vores forældre så fra hinanden. Efterfølgende har min far giftet sig og sammen har de fået en søn, som er 6 år yngre, end jeg er, og ligeledes har min mor giftet sig og fået en søn, der er 9 år yngre, end jeg har. Der er altså en ret god spredning mellem os søskende. Og selvom knap 4 år måske ikke er så meget, har jeg – og min søster – altid følt, at der var for mange år i mellem os. For hurtigt blev hun Spice-Girls fan, mens jeg stadig bare ville lege med barbie-dukker, senere opdagede hun drenge og blev teenager, mens jeg var i Didl-dillen, og da jeg blev teenager, flyttede hun hjemmefra. Sådan groft skitseret. Vi har altså været vildt forskellige steder i vores liv, og det er først her, da vi begge har fået børn, at vi for alvor har genfundet hinanden. Jeg elsker min søster ufatteligt højt, men jeg har altid ønsket for mine børn, at der ville være knap så mange år i mellem.

Dog har jeg aldrig forestillet mig, at der skulle være så kort tid i mellem mine børn. Sommeren 2012, da Noam var blot 4 måneder gammel, var jeg allerede skruk igen. Jeg kunne simpelthen ikke få nok af den her virkelig skønne dreng, vi havde fået os, og jeg ville så gerne have en mere. Heine var heldigvis det helt samme sted, men vi var enige om, at det bare ikke passede ind uddannelsesmæssigt overhovedet. Så vi ventede.. Indtil vi ikke kunne mere. I julen 2012 snakkede vi rigtig meget om det, og da vi nåede på den anden side af nytår, tog vi skridtet og valgte at få det til at passe ind. Jeg havde knap nok nået at få menstruation igen efter Noam, så vi var sikre på, at det ville tage en evighed at blive gravid. Men også Theo kom i første forsøg. 

I dag fortryder jeg ikke vores valg, selvom det bundærligt har været røvhårdt. Men at se, hvordan kærligheden vokser sig stærk mellem de to, hvordan de griner, hviner og henvender til hinanden, hvordan Noam hele tiden snakker til Theo og Theo pludrer tilbage, og hvordan de krammer, mysser og leger lige op af hinanden og endda sammen. At se, hvordan de følger efter hinanden, deler mad, sut og legetøj med hinanden og hvordan Noam konstant er opmærksom på Theo, hvor han er henne, hvad han laver, om han sover eller er ked af det.. Det har været hele besværet værd. Dét var jo netop meningen med det hele ??