En fars beretning

“Kæmpe stort!” Anden beskrivelse har jeg ikke hørt om det at være med til sit barns fødsel. Men jeg skal da ellers love for at den beskrivelse på ingen måde dækker det godt nok. Selvom det ikke var første gang, vi har været igennem en fødsel, blev jeg stadigvæk overrasket over, hvor stort det egentlig er. Alligevel har også jeg svært ved at udtrykke det anderledes: det er bare kæmpe stort!

En uge inden termin var vi forbi jordemoderen til det sidste besøg, hvor hun forsøgte sig med hindeløsning. Har I fulgt med så længe, ved I, at Simone ikke måtte gå ret meget over tid med Theo, fordi Noam er født uden madpakke. Vi havde tidligere aftalt med jordemoderen, at vi til det sidste besøg ville få en dato for igangsættelse, men i stedet vendte vi hjem med beskeden om, at Simone på sin terminsdato kunne komme forbi til endnu en omgang hindeløsning, og de der ville vurdere, om igangsættelsen skulle ske med piller eller ved vandafgang, hvis muligt – og hvornår. 

Så da vi d. 15. oktober sidste år sad hos jordemoderen i Randers, husker jeg, at jeg sukkede en smule indvendigt og tænkte, at hindeløsningerne (jep – hele 3 stk) under graviditeten med Noam hjalp absolut intet, ingenting, nada og om de for pokker bare ikke kunne tage det vand, som det netop var blevet vurderet muligt, så jeg kunne få min anden søn til verden. 

Indtil fødslen er det minimalt, hvad man  har af begreb om den lille baby, der ligger inde i maven, eller hvor meget man selv kan gøre som mand – med undtagelse af de utallige ture til Shell meget sent om aftenen efter chokolade, is eller whatever Simone kunne finde på at få lyst til, efter alle andre steder havde lukket af for dagen. Der er selvfølgelig både scanninger, udgifter til større bukser og regelmæssige spark udenpå maven fra midten af graviditeten.

Selve optakten til fødslen med Noam var meget lang og ulidelig, men da først fødslen omsider gik i gang, gik det til gengæld også røvstærkt, og både jeg, Simone og diverse jordemødre havde forberedt sig på samme tur med Theo. 

Jordemoderen lovede at lave en hård hindeløsning den formiddag og anbefalede, at jeg holdte Simone i hånden, imens det stod på. Og røde mærker på min hånd var da også et godt bevis på, at jordemoderen holdte, hvad hun lovede, men mærkerne blev glemt allerede kort efter i elevatoren, da en pludselig småprustende Simone smilede kækt til mig, og jeg med ét kunne fornemme, at denne gang var helt anderledes.

I bilen besluttede vi at følge jordemoderens råd om et sidste café besøg, inden det for alvor gik løs, men det var alligevel med en hvis skepsis, da hindeløsning ikke før havde gjort spor. Veerne var hurtigt regelmæssige, men de varede ikke ret lang tid ad gangen. Efter lidt mad og hvile valgte vi at rådføre os med fødegangen, som gerne ville se Simone, selvom de ikke mente, at de kunne gøre spor. Hurtigt blev Noam hentet fra dagplejen og mormoderen kaldt hjem. 

Med fødegangens besked i baghovedet tænkte vi, at vi ville være tilbage igen indenfor kort tid, så Noam blev ret hurtigt sat af, og vi kørte videre ganske uvidende om, at næste gang vi ville se ham, ville han være blevet storebror. 

På fødegangen blev vi fulgt ind i et modtagelsesrum: trin 1 ud af 2 i en fødsel, og hvor man hverken ved, om man er købt eller solgt. Som mand går man på fødegangen i en trance lignende tilstand, hvor man falder ind i rytmen og prøver at opfylde alle de behov, ens kæreste måtte have. Samtidig slår det en, at man i alt spændthed faktisk hepper på, at der snart skal komme rigtig godt gang i veerne – og ikke mindst at der skal komme masser af dem. Veer, som jo ellers skulle gøre fucking ondt og vende kæresten fuldstændig på vrangen. En noget ambivalent følelse, hvis du spørger mig. Veer er jo en god ting, men det er på ingen måde sjovt at se sin allerkæreste i smerter, og det eneste, du kan gøre i alt hepperiet, er at støtte, holde i hånd og hente litervis af rød saftevand.

Simone bliver undersøgt og får den nedslående meddelelse om, at hun ikke har åbnet sig mere end tidligere på dagen til jordemoderkonsultstionen, men at hinderne er godt spændte, og at jordemoderen har ondt af os over, at vi skal tage hele turen tilbage til Silkeborg. Derfor vælger hun at spørge en fødselslæge, om hun må tage vandet. Noget, der faldt i rigtig god jord hos Simone. Kort tid efter kommer jordemoderen tilbage med en kæmpe nål, som man normalvis ikke vil ønske sig i nærheden af spor, men alligevel vakte den kæmpe glæde hos både mig og Simone. Og så faldt bomben fra jordemoderen “Har I nogle ønsker til fødslen?”

Inden fødslen havde vi talt lidt om, at det kunne være spændende, hvis jeg kunne få lov til at tage imod Theo, og uden egentlig at have tænkt over hvad det indebar, var det pludselig en realitet. Straks derefter flød tankerne rundt i mit hovede: “Kan jeg overhovedet finde ud af at håndtere en lille nyfødt igen?” Det skal på ingen måder være en hemmelighed, at man meget hurtigt vænner sig til et barn, der selv kan stå og gå – eller i det mindste bare selv kan holde sit hoved! Og med Simones ønske om at føde i vand, ville han jo højst sandsynligt også være møg glat! At sige, at jeg var pisse nervøs for at skulle gøre noget forkert, er mildt sagt.

Vi kom hurtigt over på en fødestue, efter vandet var taget, og her blev vi faktisk overladt fuldstændig til os selv og et fjernsyn. Jeg var dagen forinden blevet lovet pulled pork burgere af mine svigerforældre samt fodboldlandskamp, så den snoldede sandwich, der var tilgængelig nu og en stædig Simone, der på ingen måder ville se Danmark tæve Malta i fodbold af ren og skær princip, resulterede i, at vi så Hammerslag på DR1! En anelse skuffet – eller det kunne man jo ikke være, når man ved, at intet er vigtigere end Simones ve og vel – måtte jeg tage til takke med at smugkigge fodbold, når Simone var på en af hendes mange ture til toilettet. Jeg missede alle mål, men det betød ingenting, det fik blot ledt tankerne lidt væk fra den usikkerhed, jeg havde over at skulle være den første, der skulle røre ved min søn.

Simone var hele vejen igennem fødslen vanvittig sej til at håndtere veerne, mens jeg “var der bare”. Det kan måske lyde lidt underligt, men man gør egentlig ikke ret meget som mand andet end at støtte, følge ordre og så ellers prøve ikke at gå i vejen for nogen. Trods alles forventninger trak fødslen ud, og det var først, da der var jordemoderskifte lidt over midnat, at vi blev informeret om, at Theo sad skævt i bækkenet. Simone havde indtil da opholdt sig i badekaret et par timer, og den nye jordemoder bad derfor Simone om at tisse af. Der var nærmest ingen pause i veerne længere, så da hun kom skævlende tilbage i vandet, foreslog jordemoderen akupunktur, hvilket Simone takkede ja til. 

Men netop som jordemoderen forlod stuen, blev vandet blodrødt, og med en pressende stemme småskreg Simone: “Han kommer nu!”. Jeg udbrød vist noget i stil med “Shit!”, mens jeg straks hev i den røde snor, og jeg nåede at forestille mig Theo komme ud – uden jordemoderens tilstedeværelse. Heldigvis var jordemoderen hurtigt tilbage, og jeg prøvede at virkede bare nogenlunde fattet, selvom jeg var ret så skræmt.

Med Noam åbnede Simone sig 7 cm på 2 timer, så vi var godt forberedt på, at der var en god chance for, at der ville komme gang i tingene, når først han sad rigtigt i bækkenet. Men at hun åbnede sig 5 cm og var godt i gang med pressefasen på under 15 minutter, havde jeg slet ikke set komme!

Kl 01.15 kom en 3625 gram og 52 cm lang Theo til verden i vand – nu skal I endelig ikke blive alt for imponeret, for det er tal, som jeg overhovedet ikke husker, mens Simone tilsyneladende kan dem i søvne. Men jeg oplevede det mest fantastiske: at være den, der tog imod min søn, den, der rørte Theo for første gang og at være den, der gav ham til Simone. Selvom jeg var skide nervøs for at gøre noget forkert, tror jeg bare, at det kommer til en rent instinktivt, hvordan man skal håndtere den her lille, skrigende, glatte baby, så man hverken maser eller taber barnet. 

Jeg er sikker på, at Simone på ingen måder har lagt mærke til min frygt for at skulle tage imod, men i stedet udviste stor tiltro og tillid til, at jeg sagtens kunne. Det var det, der fik mig overbevist om, at det hele nok skulle gå. Og så findes der jo bare intet større end at se sit barn for allerførste gang.