Komplet malplaceret

Lige nu florerer der et følelsesmæssigt kaos inde i mig. Jeg er 24 år gammel, mor til to, lærerstuderende, bosiddende i Silkeborg og single. Dét havde jeg sgu aldrig set komme. Jeg kunne ikke føle mig mere malplaceret i mit liv, end jeg gør på nuværende tidspunkt. 

Den sidste dag i min praktik talte jeg med en af de nyligt ansatte vikarer, som skulle observere undervisningen. Hun fortalte, at hun også havde gået på læreruddannelsen i Silkeborg og spurgte ind til mig: hvor jeg boede, hvor gamle mine børn var osv. De der meget obligatoriske spørgsmål, men som alligevel endte i en gensidig interesse og tankemylder hos mig. For hun fik sat ord på nogle følelser og tanker for mig, som jeg netop har kæmpet med. 

Da vi valgte at leje huset i Sejs – et af de mest attraktive og dyreste områder i Silkeborg, var jeg helt oppe at køre. Ikke nok med vi slap for at bo i lejlighed, fik have og hus, kom vi også derud, hvor jeg sagtens kunne se mig selv ende. Sejs har både indkøbsmuligheder, en meget positivt omtalt folkeskole, skov, vand og badeområder, daginstitutioner og et trinbræt til toget foruden bybusser, hvis man da ikke cykler de 5 km ind til centrum. Det var oplagt for at komme derud og en mulighed, som jeg bestemt ikke ønskede at takke nej til. Men i dag ærgrer jeg mig over, at vi gjorde det.

Jo, huset er da virkelig lækkert. Ingen tvivl om det. Det er også rigtig fedt, at vi både har skov og vand indenfor gåafstand samt intet mindre end snart 4 legepladser, hvor vi bor. Det er en luksus. Det er også luksus, at jeg kan gå eller cykle ned med drengene i henholdsvis dagpleje og børnehave, at vi kan cykle ned at handle ind, og det er luksus, at nu jeg ingen bil har mere, både kan tage tog og bus.

 

Men alligevel føler jeg mig fuldstændig malplaceret her. Her i de hvide murstensvillaer fyldt med kernefamilier, børn og idyl. Det er ikke, fordi jeg har en grå sky hængende over hovedet, men som vikaren sagde: “Du er jo bare ikke det sted i dit liv længere”. Og det har hun jo fuldstændig ret i. Jeg er netop ikke det sted i mit liv længere, hvor jeg føler, at jeg hører til her i alt familieidyllen, græslåmaskiner og havegrille. Pludselig befinder jeg mig et helt andet sted i mit liv, end jeg nogensinde havde regnet med, og hvor jeg ikke kunne føle mig mere malplaceret end i et villakvarter med sorte postkasser og latter over hækken. Det er som om, at jeg har sprunget et par trin over og befinder mig direkte ved målstregen? Men alene.

 

Havde jeg ikke haft drengene at tage hensyn til, så sad jeg uden tvivl ikke her. Så var jeg helt sikkert flyttet tættere på min familie, mine forældre, mine søskende og mine venner. Det er ikke mange, jeg kender her i Silkeborg – og slet ikke nu hvor min oprindelige årgang på læreruddannelsen er færdiguddannet og long gone.

 

Men det kan være svært at makke rundt med: følelserne, drømmene og så den brutale virkelighed.