Ved et års udgang kan man ikke undgå at tænke på alt det, der er sket. Alt
Se næste indlæg >
Nu med børnehavebarn
Vi starter det nye år ud på en frisk start, en ny begyndelse og et helt andet liv. Et liv, hvor Heine ikke er en del af drengenes dagligdag, et liv, hvor Theo går i dagpleje, et liv, hvor vi skal cykle fra A til B, og et liv hvor Noam fra i dag af allerede er børnehavebarn. Det er jo fuldstændig vanvittigt.
For hvor pokker blev tiden af? Han var jo knap nok kørt ind i dagplejen endnu.. Sådan føles det i hvert fald. Samtidig med at det er en enorm stor dag, hvor jeg nemt bliver sentimental og får tårer i øjnene over den her lille dreng, der bare ligeså fint sætter sig i rundkredsen og bliver siddende blandt de andre børn, er det også angstprovokerende, at han skal gå dér.. Helt alene!
Selvfølgelig er han ikke alene, men jeg syntes, at overgangen fra dagpleje til børnehave er virkelig stor. At gå fra at være 4 børn tætknyttet til den her ene meget kærlige dagplejer til pludselig at være intet mindre end 27 børn på én stue! Det er mange børn at forholde sig til, og det er mange forskellige voksne at søge trøst, tryghed og omsorg hos. At fortælle mig, at der må være op til 5 børn i puderummet af gangen alene uden voksen tilsyn, gør det jo ikke spor nemmere for hønemoderens hjerte 😉 .. Derudover er Noam jo bare en lille, bitte dreng, og man kan nok ikke undgå at frygte, at ens barn bliver overset i den enorme mængde.
Men stolt var han! Han havde glædet sig helt vildt til i dag, og han var bestemt ikke langsom til at få hverken sko eller flyverdragt på i morges. Det var en ligeså stor dag for ham som mig, og jeg ringede da også straks Heine op bagefter for at fortælle ham om dagen. Det er jo vores store dreng, og det gør noget så ondt ikke at kunne opleve det sammen med ham.
Vi har der kun i nogle timer, og det var såmænd også alt rigeligt med indtryk for ham. Efter en god lur har vi hele eftermiddagen snakket meget om børnehaven, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han glæder sig til at komme af sted igen. I morgen bliver ligesom i dag, hvor det bare er mig og Noam et par timer, mens Heine tager over onsdag og torsdag, hvor jeg har eksamen, og hvor Noam får lov til at være der i en enkelt time alene, inden det går løs fredag. Her får han for første gang en helt almindelig dag. Mon ikke det er nok til indkøring? Ellers har jeg fri fredag, så pædagogerne kan altid ringe, men fra næste uge af gælder det for alvor.
Åh, hvor jeg husker det med Aksel. Det rev også i mit hjerte, da han startede i børnehave og gik fra 4 børn i dagligdagen til 30 børn og helt nye (og udskiftende) voksne! Han græd også hver dag den første måned. Men lige pludselig er de børnehavebørn med alt hvad det indebærer … men skridtet ér stort.
Det lyder dog til at Noam kommer til at klare det rigtig flot. Han er så sej en lille dreng og jeg glæder mig til at høre mere og følge med. Vigga starter jo først til marts, så der er heldigvis tid endnu 😉