Fyldt med hormoner

Da jeg blev gravid første gang, havde jeg en veninde med samme ønske, der ganske kort tid efter sammen med sin kæreste kastede sig ud i babyprojektet. Men modsat os, der var så utroligt heldige begge gange at blive gravide i første forsøg, krævede det blod, sved, hormoner og flere år for dem at blive gravide.

Da jeg blev gravid med Theo, havde de endnu ikke oplevet de to magiske streger, og det gjorde noget så frygteligt ondt at fortælle hende, at vi igen ventede os. For det var jo hendes tur! Og sådan havde jeg det bundærligt. Jeg følte den største uretfærdighed på hendes vegne, og jeg hadede mig selv for at fortælle hende, at vi igen var i lykkelige omstændigheder.

Men en dag ringede hun, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg for sjov og uden den mindste form for situationsfornemmelse udbrød: “Er du gravid!?“, da hun aflyste vores aftale, fordi hun var dårlig. Og jeg husker lige tydeligt, hvordan jeg øjeblikkeligt begyndte at stortude, da hun med et kæmpe grin svarede ja. 

Som om de ikke havde kæmpet nok, skulle det så også vise sig, at min veninde hurtigt blive indlagt og efterfølgende sengeliggende resten af graviditeten, inden hun overhovedet var halvvejs, fordi hun var i stor risiko for at føde for tidligt. Lægerne mente, at det ville være et rent mirakel, hvis hun gik til uge 25, men så fucking sej, som hun var, fødte hun ham først i uge 32 og efter 5 ugers indlæggelse, var de hjemme og nu en lille familie på 3. 

Da jeg var på barselsbesøg hos lille, lækre Philip skulle han i princippet ikke have været født før tidligst om 2 uger, og det var simpelthen så surrealistisk at sidde med ham dér i armene, så skøn som han var, kende til hele deres lange kamp og se dem få opfyldt deres allerhøjeste ønske. Det var så vanvittigt stort, og som den sentimentale mor, jeg er blevet, var det med tårer i øjnene, at jeg takkede ja til den fine invitation til hans barnedåb i starten af næste måned.