Først den ene og så den anden

Det er efterhånden noget tid siden, at Noam og jeg har haft alenetid. Efter at have haft Theo hjemme hele sidste uge kunne jeg mærke, hvordan vi begge to trængte til det. Ser man bort fra pludseligt opståede konflikter mellem drengene, elsker de virkelig at lege med hinanden, og Noam kalder også helt oprigtigt Theo for sin bedsteven. Men der er bare noget over alenetid med hver af mine børn. Det er tid, hvor jeg kan fordybe mig i dem hver især uden konstante forstyrrelser, og hvor vi kan miste os selv i hinanden, hyggen og samtalerne. For vi får nemlig snakket. Sådan rigtig snakket. Og jeg elsker det! Jeg elsker, at Noam kan fortælle mig absolut alt: han har et fuldstændig udviklet og modent sprog, men han har ikke teenagefilteret, så han fortæller mig, hvordan han har det, at han savner mig, hvad han laver i børnehaven, og vi får lige vendt hele verdenssituationen med, hvordan det egentlig fungerer, når bladene falder af træerne, hvordan babyerne inde i maven får mad, hvordan navlestrengen føles og månen og solen der cirkulerer rundt om jorden. Og så får vi placeret hans far: hvor langt han er fra Silkeborg, og hvor langt vi er fra Vejle. For ligeså meget som han gerne vil fortælle og forklare, vil han virkelig gerne også vide absolut alting, og i en travl hverdag kan det være svært at finde tiden og overskuddet til dén slags fordybelse, hvor hurtige forklaringer nemt kan blive en vane.

Så i dag blev Noam hjemme. Og han glædede sig. Vi afleverede Theo ved 9.30-tiden, smuttede hjem efter en pakke, og så tog vi altså bussen ind til byen, kiggede på en masse gravemaskiner, der var ved at lave en masse om på torvet. Og vi tog os faktisk tid til det. I et kort sekund ville jeg sige til Noam, at vi skulle videre, men fascinationen i hans øjne fik mig til at stoppe op. Så dér stod vi, snakkede og betragtede, mens jeg nød, at vi faktisk ikke havde mere travlt, end vi selv valgte. Og da vi begge var klar, smuttede vi ind på den cafe, Theos dåb blev holdt, fik varm kakao med flødeskum og nachos, og bagefter kiggede vi i lidt butikker, inden vi tog bussen hjem igen. Ingen skænderier, ingen sure miner, ingen jagen eller jamren. Bare Noam og mig og alt den tid, vi ville tage os.

Vi tog hjem, slappede lidt af, Noam gik en tur ud i haven og bagefter gik vi op efter Theo, som under aftensmaden lyttede interesseret til Noams fortællinger om, hvad vi havde lavet i dag. Jeg savner de her dage! Som enlig er det lidt sværere at have alenedage med hver af mine børn, feks ville jeg vildt gerne gå til gymnastik med Noam, men det virker noget nær umuligt, når man hverken deler hjem med faderen til sine børn eller bor i nærheden af familie, der jo så kan tage sig af Theo i mens. Så lige her er jeg helt sikkert priviligeret som studerende. For selvom jeg burde fordybe mig i bøgerne, engelsk grammatik og studiet på mine frie dage, er det altså en helt fantastisk mulighed, jeg har for at være på tomandshånd med dem hver især.

Den første hverdag i januar starter jeg op i min sidste praktik, og med heldagsskolen betyder det 37 timers tilstedeværelse, selvom jeg “kun” skal undervise i 14 timer om ugen. Med to børn, 37 timer og bacheloropgave på samme tid får vi altså ikke en mindre hektisk hverdag i det nye år, så indtil da må jeg udnytte hvert et smuthul, jeg kan.