Og hvor er der så bedst på jord?

F I R E

Mens drengene sover side om side inde i min seng, har jeg gjort klar til i morgen. Kl 12.03 i morgen er det præcis 4 år siden, at Noam blev født. 4 år! Det er fuldstændig vanvittigt. Han glæder sig – sådan helt-ondt-i-maven-af-kriller glæde. I en måned har vi nu talt ned dagligt, og i dag, da jeg hentede Noam fra weekend hos Heine, fortalte han, at han kun skulle sove én gang mere, og så ville han have fødselsdag.

22.03.12

Noam – 22. marts 2012

Jeg synes, det er helt tosset at vide, at Heine og jeg allerede har været forældre i 4 år – at det allerede er 4 år siden, at jeg netop havde slugt 2 igangsættelsespiller mere med beskeden om, at der nok ikke ville ske spor foreløbig. Det er 4 år siden, at vi spændt sad ved mine forældre – det tættere på hospitalet – indtil vi opgivende valgte at tage hjem og gå i seng. Om 6 timer er det 4 år siden, at jeg mærkede min første ve – en følelse man altså ikke bare lige sådan glemmer. Men det er samtidig også et minde om, at jeg absolut ikke troede, at jeg kun 4 år senere ville stå her: alene, i Vejle og så endda med to drenge. Det er spøjst, hvordan alting så hurtigt kan ændres og se så anderledes ud indenfor kort tid, men samtidig minder jeg mig også om, at den der lille, lyshåret dreng, der putter inde i min seng ikke alene er skabt i ren kærlighed. Han var også omgivet af helt igennem ægte kærlighed, da han for 4 år siden trak vejret for første gang, da han våd lå på mit bryst i det varme vand. Og det skal han vide. Også i morgen.

Ved siden af min seng har jeg lagt flag klar, så når drengene engang vågner, stikker jeg Theo et, og så skal Noam naturligvis have sin fødselsdagssang – også selvom det højst sandsynligt kun er mig, der lægger stemme til. Bagefter er der gjort klar til yoghurt, rundstykker, juice og frisk frugt, morgenhygge og naturligvis gaver: Noams første ‘store-drengs Lego’ samt en 12″ spidermans cykel – helt uden støttehjul. I anledning af påsken har jeg planlagt, at vi skal prøve at puste æg og male dem – det er virkelig mange år, siden jeg har prøvet det! Resten af dagen tilbringer vi i badelandet i Lalandia – sammen med resten af Danmark formoder jeg – for Noam ikke alene elsker at være i svømmehal – han har også lært at svømme. Og så skal han naturligvis stor-kysses på slaget 12.03, som han plejer. Gad vide, hvor længe dén tradition får lov til at vare ved 😉 ..

22.03.13

22. marts 2013

22.03.14

22. marts 2014

22.03.15

22. marts 2015

På søndag kommer hele familien så og fejre både Noam og jeg – jeg fylder nemlig 26 år, så ligesom de andre år er vores fødselsdage slået sammen til én omgang boller og kage. Noam har naturligvis været godt i gang med at bestille diverse kager – en Minion kage med chokolade og en kagemand fyldt med slik 😉 men med intet mindre end 21 gæster passer to så forskellige kager nok meget godt.

1 kommentar

  • Stort tillykke med ham! Det er så sjovt at følge med i dit/jeres liv. Det er ikke tit jeg kommenterer, men har fulgt med lige siden starten, hvor vi begge var nye indenfor blogosfæren (ved ikke om du kan huske det – jeg havde på det tidspunk en blog der hed “mylifeastherese”). Jeg har også (næsten) pseudotvillinger, og det har været sjovt at se hvordan vores drenge følger hinanden – min ældste bliver også 4 om et par dage, og der er dømt piratfest lige som sidste år (egentlig meget heldigt for os, så har vi jo alle rekvisitter vi skal bruge ;). Håber Noam får en god dag! Kh Therese

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og hvor er der så bedst på jord?