Momsterliv: hønseslagtning

Det er 1. november, og vi er allerede gået ind i den måned, hvor jeg har termin med lillebror. Vores dag startede lidt over 6 i morges, som den eneste faste dag i ugen hvor vi bliver vækket af vækkeuret og ikke børnene. I løbet af natten var de troligt hoppet ind ved siden af os i vores nu 230 cm brede samsovningsseng. Noam var den første til at stå op – i det hele taget er han stået tidligt op hele ugen, efter vi er gået over på vintertid. Det er noget nær jordens værste fænomen for småbørnsforældre. At skulle vænne børnene til at sove lidt længere, så det passer med den nye tid. Det er en trættende og langsommelig proces. Men det er ikke unormalt, at han står op med Kenneth om onsdagen, og at de to går og småsnakker lidt, inden Kenneth smutter ud ad døren kl. 6.45 til sin 16-timers vagt. Da han havde sagt farvel til Kenneth, hoppede han bagefter ind i sengen igen til mig og Theo, som vågnede kort tid efter. Sammen lå vi alle og puttede til lidt tegnefilm, inden vi for alvor stod op, lavede morgenmad og gjorde klar til dagen.

Jeg er endnu ikke gået på barsel – det gør jeg ikke, før jeg har født. Men i dag var min forelæsning aflyst, så vi havde ikke spor travlt. Sådan er det langt de fleste dage. Kl. 9.15 afleverede jeg drengene. Det er ikke unormalt herhjemme. De plejer at komme af sted mellem 9 og 10. På den måde er de ret priviligeret, fordi de samtidig heller ikke bliver hentet sent. Det er uden tvivl en af fordelene ved at studere, mens man har småbørn 😉

I drengenes børnehave har de mange forskellige slags dyr: heste, geder, katte, skildpadder, fugle og høns. Jeg elsker, hvordan dyrene går frit blandt børnene fuldstændig naturligt, som lærer at passe på dem, fodre dem og behandle dem ordentligt. I dag skulle en af hønsene slagtes og koges suppe på, så en af pædagogerne hev straks fat i mig, da hun så os komme. Noam havde nemlig fortalt hende i går, at han er vegetar. Med en voksen datter, der selv er vegetar, synes hun altså, at det er noget så fint, men havde sjældent oplevet et barn fortælle det, så hun ville naturligvis lige have det bekræftet, inden hun potentielt serverede suppen for drengene. I børnehaven er der egentlig slet ikke madordning, men ind i mellem bager de kage med børnene, laver snobrød eller fladbrød på bål, og i dag ville de så lave suppe med børnene efter at have gravet kartofler og gulerødder op i går og slagtning i dag.

Jeg synes, at det er lidt svært med det slagtning af dyr foran børn. Jeg ved, at der har været meget debat om det på det seneste, og at man nemt ender i grøften som ‘curlingforældre’. Mine følelser omkring det er enormt ambivalente, for på den ene side synes jeg, at det er rigtig fine værdier at lære børn om ‘fra jord til bord‘, og at man skal være taknemlig for sin mad og særligt være god ved dyr. Men på den anden side synes jeg også, at det kan være en voldsom oplevelse at se en høne blive slagtet i en alder af kun 4. Især fordi jeg jo så heller ikke ønsker, at mine børn ender med at tage let på det med, at vi faktisk vælger at slå et dyr ihjel for at spise det. Det er en stor ting, synes jeg, og jeg ønsker absolut ikke, at mine børn bliver en del af “det gør man da bare lige“, som er dyret fuldstændig uden betydning og dets liv uden værdi.

Herhjemme lever vi alle 100% plantebaseret, men det er drengenes eget valg, hvad de ønsker, når de er ude. Jeg har ikke blogget så meget om det, men det er næppe ukendt, at jeg er vegetar. Det har jeg officielt været i snart 3 år, men i virkeligheden har jeg aldrig brudt mig om hverken smag eller konsistens, når det kommer til kød. I sommers valgte Kenneth og jeg så af sundhedsmæssige årsager, at vi, når vi er hjemme, ikke spiser nogen som helst former for animalske produkter – det gælder så også drengene, og jeg vil gerne fortælle mere om det senere. Når de er ude, bestemmer de som sagt selv, ligesom Kenneth også gerne spiser kød, når vi er hos andre. Men det kommer ikke bag på mig, at Noam har fortalt, at han er vegetar, for han har heller aldrig brudt sig ret meget om kød, og med meget få undtagelser ser jeg ham netop vælge vegetariske alternativer, når vi spiser hos andre.

Efter afleveringen smuttede jeg hjem igen, spiste lidt mad, satte Modern Family på i baggrunden og kastede mig så over den eksamensopgave, jeg gerne skal have færdiggjort, inden lillebror bliver født. Deadline er først d. 2. januar, og skriveugerne begynder egentlig først om 14 dages tid, men jeg nægter at bruge hans første måned på at være optaget af en 30 siders eksamensopgave. Så sammen med min medstuderende sidder vi dagligt og taster løs via google.doc. Det er smadder smart, at vi på den måde kan følge med i, hvad hinanden laver. Vi er bestemt også nået rigtig langt med vores rundt regnet 30.000 tegn.

Lidt over 14 smed jeg så bøgerne, smuttede ud for at handle ind, hente en pakke til lillebror og efterfølgende drengene. Theo plejer altid at komme løbende og fortælle, hvor meget han har savnet mig. Men i dag var han slet ikke til at få med hjem. Han var fuldt optaget af at lave et ‘F’ i plusplus’ere, for tilsyneladende er han blevet kærester med Fie fra børnehaven. Noam derimod fortalte lystigt, hvordan de ikke havde nået at se hønen blive slagtet, men til gengæld set den indvendigt bagefter, og i stedet for at spise suppen havde børnehaven givet dem kogte gulerødder og kartofler, for som Theo tilføjede midt i samtalen, er han altså også vegetar.

Da vi kom hjem, hev drengene deres madpakker frem. Det gør de som regel, når vi kommer hjem om eftermiddagen, og så spiser de, hvad end der er tilbage, mens de kobler helt af, inden de indtager værelset og forsvinder væk i leg. Allerede kl 16 begyndte jeg at lave vores aftensmad. Det er tydeligt at mærke, at døgnrytmen er lidt på prøve for tiden, så trætte som de er. Normalt elsker de at deltage i madlavningen og hjælpe med at skrælle, skære, stege og røre rundt i det hele, men i dag var de bare alt for trætte til spor.

Efter aftensmaden hoppede de så i bad, og sammen sad vi i sofaen, spiste en lille slikkepind og så lidt tegnefilm i nattøj, inden det var tid til godnathistorie, tandbørstning og putning kl 19.

Resten af min aften går så med ligegyldig serie i baggrunden, mens jeg taster videre. Men jeg ville ønske, at jeg havde sørget for noget chokolade – det gør altså det hele lidt sjovere! Kenneth burde have fri kl. 23, men det vil ikke være unormalt, hvis han har overarbejde og først er hjemme omkring kl. 1 i nat. Til gengæld har han så weekend indtil mandag, som han plejer. Så bortset fra hønseslagtning har det altså været en fuldstændig typisk onsdag for os. Næste gang, der er Momsterliv, er d. 1. december, og det er sjovt at tænke på, at dén dag er måske alt andet end typisk for os. For måske er vi ikke længere en lille familie på 4, måske er vi dér netop blevet til 5.