5 måneders undersøgelse

Jesperhus Blomsterpark

Vi endte med at tage af sted! Men det var ikke en nem beslutning, for Noam lod ikke til at få det bedre, men da han så spiste hele sin flaske, tog en 2-timer lang lur og temperaturen faldt til 38,7 fra 39,1, valgte vi at tage af sted på Noams første ferie. Men selvom han sov stort set hele vejen derop, startede han lige ud med at kaste op ud over det hele og hurtigt fortrød jeg absolut beslutningen. Nætterne var et helved og Noam skiftede mellem at være glad og frisk til at være træt og pylret. Det er virkelig ikke sjovt at have en syg baby, men det er slet ikke sjovt at have en syg baby og være på ferie med 10 andre mennesker! For selvom vi egentlig delte en brutalt lille hytte med et andet par med barn på 3,5 år, var det ikke ligefrem hensyn, der var meget af. Jeg har stor forståelse for, at man hurtigt glemmer, hvordan det er at have en baby, men en note til mig selv må absolut være: Noam får ikke lov til at løbe skrigende forbi en barnevogn med en sovende baby i! Ligeledes syntes jeg måske egentlig også, at det er ganske almindelig logik, at en baby på 5,5 måned og kl 22-bowling med højt musik, sprut og diskolys ikke passer sammen? Jeg ved ikke.. Måske det bare er mig? Men jeg følte mig ret strid og som en klods om benet og jeg håber inderligt ikke, at det var sådan, de andre tænkte om os. Selv ser jeg mig som meget fleksibel, når det kommer til Noam, men jeg hader, hader, hader at blive bedt om at vække mit barn, så vi kan komme af sted og så alligevel ende med at blive forladt, fordi de andre ikke kunne vente på, at jeg fik ham i tøjet.. 

Nu skal det selvfølgelig heller ikke blive til et rent brok-indlæg, for selvfølgelig var det da også smadder hyggeligt at være sammen med dem alle sammen, men jeg savnede helt sikkert noget hensyn til mit barn, men det var rart at komme lidt væk hjemmefra.. 
 
Fredag morgen vågnede vi op med en frisk og glad baby med en temperatur på 37,3 og som umiddelbart havde det rigtig godt, så vi tog med de andre i badeland, hvilket helt sikkert ikke er det bedste at gøre – jeg ved det godt! Men det gik fantastisk godt: Noam var så glad, som han jo altid er, når vi tager ud og svømmer, han pludrede, plaskede med vandet og hyggede sig gevaldigt og først efter en time, valgte jeg, at det var tid til at gå op, hvor jeg som altid hurtigt gik i omklædningsrummet, imens Heine gav Noam en flaske og de to blev vidne til en gammel mand, der var ved at drukne.. Det lagde helt sikkert en dæmper på turen! 

Lørdag var vi i blomsterparken og Noam sov nærmest hele dagen væk, hvor han for alvor fik ro til at få hvilet ud og natten til i dag var den bedste på hele turen. Jeg tror, at jeg har romantiseret Jesperhus lidt – det er nok 10-15 år siden, jeg var der med mine forældre, men jeg huskede det altså som stort og fantastisk og det.. det levede det skisme ikke helt op til. Vi er i hvert fald enige om, at det ikke bliver der, vi tager hen igen lige foreløbig. 
I morges stod vi (alle) tidligt op, fik pakket sammen med en super glad og frisk baby og allerede kl 8.30 kørte vi hjemad.. Det er skønt at være hjemme og det er tydeligt at mærke på Noam, at han også trængte til de hjemlige omgivelser..

2 kommentarer

  • Øv med den dårlige start på ferien. Vi har bla. også oplevet, at skulle på ferie med Aksel og nogen venner (som ikke selv har børn). Det var en super ferie… Men som du skriver, oplevede vi også at føle os lidt “kedelige” og til tider “besværlige” fordi vi altså havde en baby, der SKULLE tages hensyn til. Men sådan er det bare, bum! -og vores venner er da stadig vores gode venner den dag i dag 😉 (Men glæder mig til den dag de selv får børn) 😉
    Godt i aligevel fik lidt gode oplevelser ud af Noams første ferie, og sikke fine billeder 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, sådan følte vi os bestemt også! 🙂 Haha ja – det forstår jeg godt 😉 .. Til gengæld forstår jeg bare ikke, hvordan det par, som selv har barn, viste mindst hensyn? Det burde jo være dem, der havde størst forståelse for, at man er nødt til at vise hensyn til baby? 🙂

      – Tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 måneders undersøgelse