Herhjemme begynder huset efterhånden at bære præg af, at vi flytter: puslebordet e
Se næste indlæg >
Noam på eget værelse
Som et (sidste?) forsøg på at få Noam til at sove bedre om natten er han altså kommet på eget værelse. Jeg er ikke det mindste klar. OVERHOVEDET ikke det mindste klar! Men op til flere havde givet os rådet og senest også sundhedsplejersken, så jeg overgav mig og lod ham komme på eget værelse. Det trøster mig så, at vi i dåbsgave fik babyalarm med videokamera i, så jeg kan godt kan se ham uden at skulle gå ind til ham og risikere at vække ham. Det er især rart, fordi jeg så lige hurtigt kan kigge på alarmen, hvis han siger den mindste lyd uden at skulle rejse mig, for her i huset ligger værelserne nemlig længst væk fra hinanden og jeg glæder mig inderligt til, at vi flytter, så han kommer til at sove lige overfor vores soveværelse.
Men hvordan går det så? Tja.. Noam har sovet på eget værelse i 2½ uge eller det vil sige, at han faktisk kun har sovet der i alt 2 fulde nætter, for lige omkring 2-3 tiden møver han sig rundt i hele sengen, kan ikke finde ro og nægter at drikke sin flaske, det eneste, som hjælper, er at komme ind i vores seng og så sover han også gerne. I vores seng sover han gerne 4 timer i streg, 5 hvis vi er yderst heldige, men i sin egen seng på sit eget værelse sover han kun mellem 2 og 3 timer, inden han vil have lidt mælk at drikke. Så vi er stadigvæk oppe i hvert fald 3 gange i løbet af en nat og intet hjælper på hans sovevaner. Giver jeg ham vand eller sutten og putter ham i stedet for mælk, vågner han fuldstændigt op. Vi har forsøgt med Nan2Goodnight, Allomin Ekstra og også vælling, men intet hjælper – han vågner bare konsekvent op kl 23, 02 og 05 og har gjort det de sidste 3,5 måneder.
Det må være noget med tryghed? Jeg tror bare, at vi har en søn med et kæmpe tryghedsbehov. Da Noam blev født, gik der 2 måneder, inden han sov i hængevuggen, for lå han i vores seng, sov han dobbelt så lang tid, som hvis han lå i hængevuggen og vi oplever jo så stadigvæk, at han bare sover bedre hos os. Jeg ved ikke, hvad vi efterhånden ellers kan gøre, jeg kan ikke komme på flere muligheder og krydser efterhånden bare fingre for, at han bliver bedre til at sove om natten, inden jeg begynder i skole igen.
Føler virkelig for jer, at i stadig har de hårde nætter 🙁