Prøveklud

Inden vi fik Noam, måtte vi tit høre på andre kloge forældre bruge udtrykket prøveklud. I virkeligheden er det jo bare røvirriterende med alle de såkaldte gode råd, man får kastet i hovedet, når man venter sig, af andre, der har stået i situationen. Men netop prøvekludsbarnet har jeg virkelig taget afstand til. Jeg syntes, det er så grimt, når folk har sagt til os, at det er ved det første barn, man begår alle fejlene og finder ud af, hvad man i virkeligheden vil. Jeg har fuld forståelse for – især nu – at man ikke aner, hvad man går indtil, før man står i det. Men det er altså et udtryk, jeg bryder mig meget lidt om.

Alligevel må jeg nok desværre indrømme, at der er noget om snakken. Og jeg er ellers virkelig ikke meget for at indrømme netop dét. Ikke at Noam decideret har været en prøveklud, men vi er da uden tvivl blevet klogere på os selv både som individer, par og vores rolle som forældre. Og det er netop en klogskab, vi har haft med i overvejelserne, da vi valgte at gøre Noam til storebror.

Der har helt sikkert været nogle ting, vi den her gang har ønsket at gøre anderledes. F.eks. når det kommer til samsovning. Med Noam læste jeg i diverse børneblade, at det var vigtigt, at man i en alder af senest 4 måneder havde skabt en putterutine, og at børnene ofte kommer på eget værelse i løbet af 6 måneder. Det fulgte vi egentlig nogenlunde. Vi skabte en putterutine, hvor Noam kom ud af vores seng og ned i hængevuggen og senere tremmesengen. Og det fortryder jeg. I dag ved jeg, at jeg virkelig, virkelig gerne vil samsove med mine børn, og netop derfor har vi ikke spor travlt med at putte Theo i hængevuggen – eller på eget værelse for den sags skyld. Noam kom på eget værelse kort tid efter, vi flyttede til Silkeborg, da han var omkring 9 måneder. Eftersom vi ønsker at fortsætte samsovning så længe som muligt, tænker jeg ikke, at det kommer til at ske heller.

Men ligeså meget som at der er ting, vi ved, vi vil ændre, er der også ting, vi gentager – omend man måske ikke burde. Theo er endnu ikke kommet ud i barnevognen og sove til middag, og jeg har ærlig talt heller ikke planer om, at han skal det lige foreløbig. Lige nu nyder jeg alt for meget vores formiddagshygge på sofaen, mens Heine og Noam er af sted i henholdsvis skole og dagpleje. Selvom man måske burde lære barnet at sove selv hurtigst muligt, elsker jeg at sidde med ham i mine arme eller ligge med ham. Det er så kort en tid, de er så små, så den her gang prioriterer jeg virkelig meget hjemmehygge i barslen uden alt for mange planer og travlhed, og vi tager det derfor helt stille og roligt. Jeg husker tydeligt, at vi havde virkelig svært ved at lære Noam selv at falde i søvn, og jeg kan godt tage mig i at tænke: “den fejl begår vi igen”, når jeg ind i mellem vugger Theo i søvn i mine arme. Men hyggeligt det er det altså. Så helt klogere er jeg vel egentlig ikke blevet 😉