Et år senere

Heine og jeg har nu officielt været fra hinanden i 1 år, og det er som om, at det giver lidt anledning til en status. Sådan rent følelsesmæssigt. For på sådan et år når der at ske ufatteligt meget med en. Nu kan jeg naturligvis ikke tale på andres vegne, men sådan har jeg i hvert fald følt det. Det år har været en følelsesmæssig rutsjebane uden lige fyldt med op- og nedture. Og det hele er faktisk overraskende svært at sætte ord på, for selvom jeg – i vores tilfælde – selv valgte det, har det været smertefuldt på samtlige punkter. Det har været knuste drømme, savnet af tryghed, fællesskab og samhørighed, bebrejdelser og dårlig samvittighed overfor de to små, uskyldige børn, der er i ligeså stor sorg og konstant mangler en forælder, og så er det noget med at genfinde sig selv efter næsten 8 år og 2 børn.

For kort tid siden sad jeg i toget på vej til Vejle og læste en artikel med Thomas Helmig, som beskrev sit brud præcis, som var det mit: “Vi kunne ikke mere. Vi var gået fuldstændig forskellige veje. Vi havde mistet kontakten med hinanden, og ingen af os havde været villig til at investere det ekstra, der skal til for at holde et forhold ved lige. Det var blevet en vane, og det er det allerværste. Når du lader det hele glide for lang tid, så står du lige pludselig og kan ikke kende hinanden længere. Tænder ikke på hinanden længere. Alt det der ikke blev holdt ved lige, og det var smerteligt på alle leder og kanter.” For det var præcis, hvad vores forhold var blevet: en vane. Heine og jeg var fantastiske forældre sammen, men fuldstændig elendige som kærester. Det er ikke, fordi jeg tror, at vi skændtes mere end gennemsnittet, men vi glemte hinanden. Vi glemte at dyrke hinanden, at dyrke tosomheden. Og så var der lige alt det der med et tillidsbrud oveni, som krævede yderligere et år, før jeg indså, at jeg bare ikke kunne rejse fra mig det. Det var ikke utroskab, som nogen har spurgt mig om, og hvad, det var, er egentlig ikke så relevant for konteksten. Det var et brud på vores tillid og alt, hvad vi stod for, og det kan ikke undervurderes. Ingen tillid, ingen os-mod-hele-verden, ingen kærlighed.

Men han var min bedsteven, og det var han i rigtig mange år. Og tabet af sådan en er aldrig sjovt. For selvom det var helt rigtigt at gå fra min kæreste, manglede jeg min ven i alt det her. Ham, jeg havde kunne dele mine sorger, bekymringer og inderste tanker og følelser med. Og jeg tror lidt, at det er her, at vi nogle gange går galt af hinanden. For personligt har jeg udviklet mig rigtigt meget i det her. Jeg ser rigtig mange ting helt anderledes, jeg har lært rigtig meget, og oplevelsen har uden tvivl påvirket mig enormt meget. Jeg ved, at der er mange ting, jeg nægter at gøre igen, fejl, jeg vil gå langt udenom, men jeg ved også, hvad jeg vil. Jeg ved, hvad jeg vil have, og hvad jeg søger. Jeg kender pludseligt mig, og det er noget, jeg ellers ikke har gjort i lang tid. Men nogle gange ser jeg glimt af min bedsteven igen, og nogle gange er grænsen bare så hårfin, følelserne for sårede, og samarbejdet så påvirkeligt af, hvad end det er for et fundament, vi prøver at bygge.

For samarbejde er jo, hvad det hele handler om midt i sjælerensning, identitetsopbyggelse, kundskaben at beherske SKATs hjemmeside og aflæse elmåleren og jeg-kan-fandeme-godt-klare-et-studie-og-et-to-forældres-job-på-én-gang stædighed. Og lige nu går det faktisk fint. Drengene er hjemme hos deres far i København hveranden uge fra torsdag-mandag, og det er ren luksus for dem med så mange dage fri i streg, hvor de uden forstyrrelser kan nyde selskabet og opmærksomheden fra deres far. Ferie, jul og alt det andet er delt op, Heine og jeg sms’er og ringes sammen om vokseværk, afhentning af børn, lægeundersøgelser og ind i mellem også når vores timehop-app lige popper op med et sødt billede af de to børn, vi netop sammen har skabt.

Heine var jeg sammen med i halvdelen af mine teenageår og i hele mit voksenliv indtil sidste år. Han var min bedsteven. Det er ikke en rolle, der bare lige kan gives videre eller skal erstattes. Og det ønsker jeg netop heller ikke. Til gengæld har jeg spredt den ud på 4 af mine absolut næreste veninder. Jeg har lært at åbne mig meget mere op. Jeg har lært at skrige frustreret, når mine børn er nogle røvhuller – for lad os bare være ærlige: det er de fandeme til tider. Og det er vigtigst af alt, hvad jeg har lært: ærlighed. At dele, bruge og være ærlige overfor mine veninder. Men også overfor mig selv. At mærke efter og hverken forpeste eller sprede rosenblade ovenpå tilværelsen.

Men derfor er der altså stadigvæk drømme, der braste, en splittet familie og alt det, vi ikke blev. Og det gør fandeme ondt – selvvalgt eller ej. Det bliver nemmere med tiden, naturligvis. I ved: tiden læger alle sorger og alt det der, men ind i mellem mindes man, mærker efter og føler et lille stik. Selv et år senere.