At turde tage chancer

Okay, så jeg afslørede for noget tid siden, at jeg havde noget, jeg skulle fortælle. Og nu må jeg hellere samle mig mod til det, for snart kan det ikke skjules mere.

Drengene og jeg flytter. There I said it. Om mindre end en måned.

Da jeg gik fra Heine, vidste jeg godt, at drengene og jeg ville flytte indenfor en overskuelig fremtid. For så snart jeg er færdig med læreruddannelsen i Silkeborg, har vi intet tilbage at blive her for. Hele min familie er nær Århus, hvor jeg jo kommer fra, og mine venner og veninder er godt fordelt mellem Århus og Vejle. Og nu med Heine i København, er der ikke så meget at blive i Silkeborg for. Så jeg har hele tiden tænkt, at jeg skulle tilbage mod Århus, så snart muligheden bød sig.

Men så mødte jeg Håndværkeren, og som I højst sandsynligt har gættet, er det noget mere sydpå, vi flytter. Han har hele tiden været indviet i mine planer om at flytte, men pludselig stod vi dér: i knap 40 graders bagende sol midt i Barcelona, hvor han spørger mig, om vi kunne have lyst til at komme til Vejle i stedet.

Med den geografiske afstand mellem os har folk fra dag ét spurgt mig, hvem af os der er villige til at flytte. Så tanken har ikke ligget mig fjern, for alt i mens jeg ikke har andet end mit studie i Silkeborg, har han hele sit netværk, sine venner og familie tæt på sig i Vejle, og selvom han aldrig har nægtet at komme herop, er det ikke noget, jeg vil bede ham om.

Vi kommer ikke til at flytte sammen i første omgang nej, som måske nok vil være jeres næste spørgsmål. Og selvom det måske virker unfair, at drengene kan risikere endnu en flytning, er det det rigtige for os lige nu. For mig. For jeg har brug for en frisk start. Jeg har brug for at komme væk fra huset og alt, hvad der skulle have været. Heine har ikke boet her hos os i mere end nogle uger, men han har indtil sommeren haft samvær med drengene i mit hjem hveranden weekend, mens jeg har ageret hjemløs; sovet hos venner, familie og senest Håndværkeren. Så selvom Heine ikke har delt adresse med os i et år, har hans spøgelse stadig hængt ved. Han var der, mens jeg ihærdigt har forsøgt at gøre huset til mit, skabe et hjem, male stuevæggen grå og skifte møblerne ud, og han har sovet i den seng, der skulle være min. Og kun min. Så selvom det kun er mig, der betaler husleje, har det aldrig føles som om, at huset kun har været mit hjem. Så det har jeg brug for – jeg har brug for at føle, at noget er mit, jeg har brug for en frisk start. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at den her friske start er rigtig god for drengene også.

Så dagene, vi skal sove her i huset, kan pludseligt tælles. Og jeg er lettet og glæder mig til at komme væk herfra. Huset er virkelig lækkert, og vi kunne have været lykkelige her. Men det er netop pointen: vi skulle have været lykkelige her. Så jeg glæder mig. Jeg glæder mig uendelig meget til at slippe mit spøgelse fri og starte på en frisk.